Den belæste brygmester elsker finsk vals og en helt speciel sydtysk vin

Livet handler om at være i bevægelse, mener den belæste brygmester Jan Paul, der kom til Bornholm for lave gode øl, men han har også sat børn i verden på øen, hvor hans drømme er blevet til virkelighed.

Jan Pauls jolle vugger velfornøjet under efterårets eftermiddagssol i Vige Havn i Svaneke. Her i den lille halvt hemmelige havn har han valgt, at vi skal mødes. For stedet er for brygmesteren blevet et kært åndehul, hvor han – specielt om sommeren – nyder livet efter dagens dont på byens bryggeri. Her trækker han bogstaveligt talt fredeligt livet ud og ind, når han gør det som selvlært spillemand på sin harmonika eller sidder med sin fiskestang eller en øl i hånden. Men det lille havneleje er også blevet hans personlige adgang til havet, fortæller han, da vi, med et par dåseøl, slår os ned på hans såkaldte harmonikabænk – et bænkebord, nær de små åbne både og med udsyn til det store åbne hav.

– Så her stævner jeg også ud med min jolle, når jeg ikke lige svømmer en tur. På den måde er det mit sted, hvor verden åbner sig, siger brygmesteren, der altså også kan lide at omgive sig med flydende vækster i fritiden – ikke mindst havet.

– Havet betyder meget, siger han og åbner ansigtet i et smil, der passende indrammes af et velgroet skipperskæg og en mørk skipperkasket.

– Livet handler nærmest om det…

Han griner lunt og åbner dåseøllen foran sig, som er fra hans eget bryg. Denne, forklarer han, er brygget CO2-neutralt og har derfor fået navnet ”Gamechanger”.

”Halvanden” mand

For Svaneke Bryghus blev Jan Paul også selv noget af en gamechanger, da han for 17 år siden velvilligt tog udfordringen op om at komme til øen for at redde smagen af det bornholmske øl. Men for ham selv var det ikke mindst det salte østersøvand omkring os, der blev den gamechanger, som fik brygmesteren til at blive på Bornholm.

– Jeg har altid syntes godt om havet. Som dreng voksede jeg op i Flensborg, som er en gammeldags havneby, og som ung sejlede jeg som en del af besætningen på forskellige skoleskibe.

På Bornholm er der også mange havne, og at bo på den klippefyldte ø minder ifølge den havglade brygmester om at være til havs.

– Man er jo på en ø, der ikke er landfast. Der er ikke en bro eller en åndssvag tunnel eller en luftbro, og det kan jeg godt lide. Det er en rigtig ø. Ikke sådan noget pjat. Og så er der klipper, og der er ingen landkending, bortset fra Christiansø. Så jeg tænkte – det er ligesom at sejle.

Men før han ”drev til havs som brygmester,” voksede han sammen med sin søster op i det danske mindretal i Flensborg med en mor, der var finsk, og en far, der var tysk, og derfor betragter han sig selv som ”et rigtigt promenademiks”.

– Jeg føler mig altid halvt tysk, halvt finsk og halvt dansk, så så jeg plejer at beskrive mig selv som værende en halvanden, fortæller han grinende.

Himmelsk vin og finsk vals

Det var hans fars job som ingeniør i et dansk firma og hans mors snaksalige møde med en dansk mor på en legeplads, der gjorde, at det danske sprog med tiden blev en del af hans sproglige identitet.

– Min mor fandt gennem sin samtale på legepladsen ud af, at der var et dansk mindretal i Flensborg, og så fandt de ud af, at vi da skulle følge hendes datter i børnehaven, for min mor og hende blev straks venner. Så det skete på den vis meget praktisk. Min far var meget i Danmark og havde også kontor i Aarhus. Så han lærte sig dansk og det gjorde min mor også, fortæller Jan Paul, der husker sin barndom som en lykkelig tid fuld af bevægelse.

– Det var en opvækst, der var præget af, at være udendørs. Jeg var ikke så meget for at sidde indenfor. Vi boede i et villakvarter i et ældre fint hus. Skateboarding har fulgt mig hele mit liv, og det gør jeg stadigvæk.

Forældrene har han ikke længere hos sig, men de lærte ham at kunne bevæges – ikke kun af et rullende skateboard, men også af musikken, litteraturen og alle smagene.

– Noget som har fulgt mig, og som også følger mig på min harmonika, er den finske musik, min mor altid lyttede til, erindrer han og fortæller, hvordan hun om aftenen, når hun kom hjem fra arbejde, ofte havde et 'moment of zen'.

– Så sad hun altid foran et fint gammelt barokt spejl, som hun havde i sit omklædningsværelse. Der sad hun bare og kiggede sig selv i spejlet. Og imens drak hun en vidunderlig sydtysk rødvin, som hedder Trollinger, og så lyttede hun til finsk tango og vals.

– Jeg elskede musikken, og da jeg blev ældre og begyndte at interessere mig for øl og også prøvede noget vin, så var det dén vin, jeg smagte som den første, og det er stadig min yndlingsvin. Man kan ikke få den herhjemme, de eksporterer den ikke, så man skal vide, hvad man leder efter, når man tager til Tyskland. Den smager himmelsk – og så med en finsk vals til, så bliver det ikke bedre.

– Det var nok noget, min far lærte mig som ung, at når man udvikler sin intuition, så åbner der sig så meget, siger Jan Paul. Foto: Jacob Jepsen

Gakkede eventyr

Jan Paul husker også, hvordan faderen satte liv i kludene, når han var hjemme. Han kunne få en fest ud af en indkøbstur og tog mig gerne med, og så skulle der laves mad derhjemme og drikkes en likør og en øl.

Han lyder som en livsnyder?

– Ja, men det var han godt nok også. Det tror jeg også har smittet af på mig. Min far var også en meget dygtig ingeniør og en meget vis og belæst dannet mand. Min mor var til gengæld altid den mere empatiske – den der mingelerede mellem vores venner, og det var lige før, at de kom for at se hende. Hun var altid så god til at lytte til folk og være forstående, og det tror jeg måske, der er blevet en flig hængende af hos mig. Det har jeg i hvert fald hørt nogle venner sige.

På den måde har han lært at navigere af begge forældre, men måske især faderen.

– Min far var meget glad for at rejse og har været på mange sådan rigtige gakkede eventyr, og det har jeg også. I start 70'erne fik han for eksempel en idé om, at de skulle køre fra Vesttyskland via Østeuropa, Hviderusland og Rusland til Finland for at besøge min mors forældre. Og det var han altså den første til at gøre – med en gammel Renault 4, og så gjorde de det én gang til et par år senere over Rumænien, Moldova og Ukraine med en gammel Peugeot. Det var altså rimelig uhørt på den tid.

Det samme gjorde Jan Paul selv 30 år senere, hvor han kørte Østeuropa tyndt i en gammel russisk Volga, og han blev i det hele taget tidligt berejst på sine egne gakkede eventyr. Til gengæld var han ifølge ham selv mere sen til det med pigerne.

– Som teenager havde jeg en kæreste, men det kunne jeg bare ikke bruge til noget som helst. Alle vennerne var ude at skate, og jeg skulle sidde der og flette fingre. Så det gik ikke. Der var alt for meget spark i mig.

– Så jeg kom sent i gang, men så kom jeg også efter det, siger han og griner.

Far ved hjælp af øl

I dag bor han alene på en gammel gård lidt ude på landet, men er far til to sønner, der bor på øen hos deres mødre.

– Jeg har en søn med min ekskæreste. Han er 14, og så har jeg en lille en på næsten 3 år med en veninde, der gerne ville være mor.

Ham smiler.

– Så må man jo træde til. Det er jo hyggeligt med børn. Det er da det, det handler om – udover havet. Så hvis man kan hjælpe… smiler den hjælpsomme brygmester, der dog nægtede at agere sædbank.

– Vi gjorde det på gammeldags maner. Det var betingelsen. Jeg gad ikke sidde der og onanere i en kop. Det sagde jeg til hende. Vi havde aldrig været sammen før. Så det var lidt akavet, men med et par kopper øl, så gik det, fortæller brygmesteren bramfrit.

– Så faldt barriererne lidt.

– Så jeg ser begge mine sønner hele tiden, og med min ældste søn rejser jeg rigtig meget med. Vi har været alle mulige steder i år allerede.

Er han også interesseret i øl?

– Nej, heldigvis. Nej, det skal han helst ikke være, synes jeg – i hvert fald ikke endnu. Jeg har aldrig nogensinde sagt: Nu skal vi have en øl sammen. Så han er meget fornuftig. Han træner og er en flot fyr.

Øllets verden

Jan Pauls eget møde med øllets verden var i første omgang gennem hans hjemstavnsøl Flensburger Pilsener, men det var faktisk faderen, der åbnede hans øjne for, at der er en hel verden af smage.

– En dag sagde han: Jan, nu skal du høre – det der Flensborg øl smager godt, men prøv nu noget andet, prøv nu en Pilsner Urquell nede fra Tjekkiet. Og det ville jeg da frygteligt gerne, og så smagte jeg den, og jeg var solgt. Hold da op, hvor smagte det godt, siger Jan Paul, der dengang ellers havde været mest optaget af vin. Men med faderens tilskyndelse skiftede han vinkundskaben ud med kundskaben for ølbrygning.

– Han foreslog også, at jeg kunne læse til bryggeriingeniør, som det hedder, netop fordi interessen for øl var vakt til live i mig. Så jeg tænkte: Det kan jeg da lige så godt, og det var det, jeg valgte. Det står også i min blå bog fra gymnasiet – ”Held og lykke som brygmester”.

Siden han blev færdig som bryggeriingeniør, har han brygget på ideer til den ene nye øl-smag efter den anden. Allerførst hos Thisted bryghus, og siden 2005 som brygmester i Svaneke Bryghus, som han stiftede bekendtskab med ved en øl-festival i København.

– Her stod jeg og præsenterede en øl, jeg havde udviklet, og så mødte jeg bornholmerne, Tim og Preben, som luntede rundt og så lidt slukørede ud. Så sagde min gamle brygmester fra Thisted: De har lidt problemer derude på klippeøen. Øllet var inficeret, som man kalder det. Inficeret med mælkesyrebakterier og andre ting. Det smager ikke så godt. Hvis du får en øl, der smager af yoghurt, er det ikke godt. Forventningsafstemningen er der ikke længere. Så jeg sagde til dem, at jeg havde nogle ideer.

Jan Paul: – Jeg drikker aldrig, når jeg er ked af det. Det er det eneste, jeg hundrede procent ikke gør. Foto: Jacob Jepsen

Nørderi at gå i krig med

Jan Paul endte med at blive udlånt nogle dage til bryggeriet på Bornholm, hvor han lagde en plan for, hvordan man kunne redde bryggeriet.

– Og det var de simpelthen så glade for, at de spurgte min gamle brygmester, om de ikke kunne låne mig et par år. Det var han indforstået med, for jeg skulle først overtage senere, så jeg kunne jeg da lære noget ude i den vide verden i mellemtiden.

– Det var aftalen, siger brygmesteren, der altså endte med at blive hængende.

– Jeg blev enig med mig selv om, at det var alt for rart her, siger brygmesteren, der siden har fået bygget det nye store bryggeri, og som en anden ølskipper har han stået i spidsen for at udvikle det i alle mulige retninger.

– Vi er CO2-neutrale både i ølbrygningen og i tapningen. Der er simpelthen sket så mange ting. Og det bliver der ved med at gøre. Så det er spændende.

Hvad er der ved ølbrygningen, der fascinerer dig?

– Det er jo gæren og de metaboliske processer, som der foregår. Men også al teknikken. Teknologierne der ændrer sig – der er masser af nørderi, man kan gå i krig med. Og man udvikler jo en dyb forståelse for en metier, og så bliver man bedre til det, og så begynder det at blive nemt. Det er ligesom en dygtig pianist, der bare spiller og spiller, og det er jo også fedt. Når man bliver dygtig til noget, så er det sjovt, siger han og smiler stort.

Næse for smagen

Men generelt består glæden i jobbet også i at finde på nye øller og regne den ud. At kunne lure det, som han formulerer det, hvis der er noget under opsejling.

– Det er lidt sjovt, synes brygmesteren, der ikke længere behøver at smage på sagerne for at vide finde fejlen.

– Puha, heldigvis, siger han.

– Men jeg kan simpelthen lugte mig til, om der er noget galt, og jeg kan se under mikroskopet, hvad der er los.

Jan Paul får dog ikke kun kigget ned i mikroskopet, men også set en god bid af verden som ølkyndig.

– I starten var det bare øl-festivaller, men jeg har siden udviklet en sidekarriere, hvor jeg underviser i udlandet, holder foredrag og laver konsulentarbejde. Så på den front har jeg rigtig været ude at se verden. For jeg vil hellere have mere tid til at rejse end lønforhøjelse. Det er en gammel aftale. For jeg tjener penge på de rejser, og så får jeg set verden, frem for at stå her og mikse rundt og få en masse penge, som jeg så bruger på åndssvage ting.

Livets mening

Udover rejserne er det især også hans tid her i Vige Havn, som bringer brygmesterens sind til de højere luftlag.

– Om sommeren er det helt sikkert det med at sidde hernede og sejle en tur, at sidde og spille harmonika og at tage et glas Trollinger eller en øl. Så er jeg i syvende himmel, siger den glade harmonikaspiller, der først som voksen har lært sig at mestre et ”skipperklaver”.

– Det er ikke så længe siden. Da min mor døde for lidt over tre år siden, spillede jeg for første gang. Det var til hendes begravelse i Finland, men der havde jeg besluttet mig for at skulle lære at spille det. Men det funker okay, smiler spillemanden, der siden har fået flere spillejob.

– Det er sgu sjovt. Det er også godt for denne her, siger han og prikker med pegefingeren på siden af hovedet, der lader hjernen arbejde længe, før han svarer på, hvor han finder meningen med livet. Men efter lidt betænkningstid brygger han sit bud sammen som et overraskende billede hentet fra sine rejser i det østeuropæiske kulturlandskab.

– Jeg kan komme med et billede af, hvordan meningen med livet kunne se ud – og det er en russisk kirkegård, begynder han.

– Nu lyder det mærkeligt, men russiske grave består af ofte en gravsten, typisk sort, hvori der er mejslet et billede af den døde ind i gravstenen, et ansigt eller måske et billede af en mand eller en kvinde i fuld statur. Fra den tid hvor de huskes bedst fra – voksne og driftige – det er lige meget. Men der er et billede, og så er der et lillebitte hegn rundt om gravstedet og en lille låge, man kan åbne, som typisk knirker, og så er der en bænk, og så kan man sidde der og få sig en vodka med den døde og snakke med vedkommende.

Jan Paul smiler ved tanken.

– Og hvis man kommer så langt, at den døde kan være så vis, at nogen besøger vedkommende, og at de levende har lyst til at besøge de døde, så må det på en eller anden måde være meningen, tænker jeg. Det er i hvert fald et billede af meningen med livet. At de døde stadig er sammen med de levende på en måde, som er rar, og det ikke blot bliver til, at man lige lægger en blomst og så smutter igen. Men at man virkelig bruger tid. Og det, synes jeg, russerne har regnet ud. Det er meget, meget flot. Hvis det er det, det ender med, så er der en eller anden mening i det for mig.

Bryggerens gravgaver

Tror du så, der sker noget efter vi dør?

– Jeg har ikke helt besluttet mig. Men jeg bilder mig ind, at der er noget. For det, at de sidder og snakker med hinanden, den levende og døde ved sådant et gravsted, der bilder jeg mig altså noget ind, siger brygmesteren, der allerede ved, hvad hans gravgaver bør være.

– Det skal være en flaske Trollinger og Goethes ”Faust”. Så har jeg noget at læse, og Goethes ”Faust” er min yndlingsbog. Det er en slags bibel for mig. For der er alt i. Alt, hvad du overhovedet kan lede efter, siger han og uddyber:

– Uanset, hvor man befinder sig i sit liv, så vil man altid kunne finde et svar. Hvad enten det så handler om skønhed, om higen efter viden eller om interaktion, også økonomier og større sammenhænge end blot det enkelte menneske. Alt kan man finde i den bog. Den er helt fortrinlig, bedyrer han i begejstring.

– Jeg har læst den, jeg ved ikke hvor mange gange. Det er den bog, jeg har læst allermest, fortæller Jan Paul, der for alvor fik vakt sin læselyst til live i sin tid som soldat, før han læste til bryggeriingeniør.

– Jeg var ikke så meget den, der skulle ud at spille smart. Jeg havde mine bøger, og jeg har aldrig høvlet så mange bøger igennem som dengang, siger den belæste brygmester, der stadig holder af at dykke ned i litterære verdener – især hvis de er skrevet af et klogt hoved.

– Det bedste er, hvis et klogt hoved har skrevet en roman, som både giver lærdom og underholdning. Det er nok sådan, jeg vælger mine bøger, siger han og fortæller, at der på hylderne hjemme hos ham findes mange klassikere. Blandt andet russiske forfattere som Dostojevskij, for den russiske fortællekunst kan noget helt særligt, forklarer han.

– Vintrene i Rusland kunne før i tiden opleves som evige, for du havde ikke noget. Det eneste, du kunne underholde dig selv med, var harmonikaspil, en balalajka eller en fortælling. Kultur og politik er heldigvis forskellige fra hinanden. Men de russiske romaner er jeg fascineret af.

Sorgens teknikker

Når Jan Paul beskriver sin egen fortælling, lyder den overvejende lys, men han kender også godt til de dybere og mere dramatiske toner, som livet kan byde på. Som da han allerede som 35-årig mistede sin far og syv år senere også sin mor.

– Min fars og mors død har selvfølgelig gjort frygteligt ondt. Især min far. Han var den første til at dø, så det skulle jeg lige lære at omgås sorgen. Der gik lang tid, husker han.

– Med min mor synes jeg det gik lidt nemmere. For selvom jeg havde hende lige så kær, havde jeg lært mig, hvordan man håndterer den slags smerte. Jeg havde ligesom fundet teknikkerne.

Hvad er det for teknikker?

– At man for eksempel ikke ustandseligt tænker på døden bagefter. Det gjorde jeg efter min far. Det var, som om alting handlede om døden, når jeg kiggede frem. I stedet skal man forsøge at se lysere på tilværelsen, trods det, at det gør ondt, og i højere grad leve i minderne. I de gode minder om den døde.

Udover døden har den forliste kærlighed også skabt storm i brygmesterens sind.

– De ulykkelige kærligheder gør næsten lige så ondt. Men jeg drikker aldrig, når jeg er ked af det. Det er det eneste, jeg hundrede procent ikke gør, siger bryggeren, der så i stedet går i sig selv.

– Den ene gang, hvor jeg var frygtelig ulykkelig forelsket, kan jeg bare huske, at jeg forstenede. Jeg sad bare derhjemme og tænkte – eller måske gloede jeg bare. I lang tid. Jeg fik ikke rigtig gjort noget som helst. Men det er den måde, jeg bearbejdede det på.

Drømmer du så om at finde kærligheden igen?

– Jeg har faktisk lige mødt en rigtig dejlig pige, som jeg er meget glad for, og det kan godt være, det ender med et eller andet rigtig godt, hvem ved, ler brygmesteren, som stadig betragter livet som et eventyr, der handler om ”at komme ud at rejse. Komme ud på havet. At opleve nyt”.

– Det er alfa og omega. Jeg drømmer i hvert fald om at komme mere ud at sejle, siger han og ser mod de mere blæsende bølger uden for det lille havneleje.

– Og at komme ud og opleve endnu mere. Og selvfølgelig vil jeg gerne sejle med min yngste søn også. Min ældste har prøvet alt muligt allerede, men jeg vil gerne tage min yngste søn med også. Og jeg vil gerne lære ham at spille harmonika. Jeg har allerede købt en til ham, fortæller den musikglade far forventningsfuld.

– Når jeg spiller for ham, har han en lille mini-legetøjs én, han altid sidder med, men han får også en til sin fireårs fødselsdag. Den er købt. Så det er en drøm, jeg har.

– At vi to kan tage ud i verden og spille lidt.

Ud på det dybe

Hvad er hemmeligheden ved at være så glad for livet?

– Jeg tror, det har noget med ens personlighed at gøre, men også, at man lærer at stole på sig selv. At man udvikler sin intuition. At man ikke begår for mange fejl. Intuition opstår jo ved, at man kaster sig ud i noget. Og hvis man hele tiden laver fejl, bliver ens intuition nok ikke så god, som den kunne blive. Så det handler om at prøve så meget som muligt, men netop med et vist ”Gefühl” for, om det kan omsættes, det man har sat sig for. Og det var nok noget, min far lærte mig som ung, at når man udvikler sin intuition, så åbner der sig så meget.

Men hvordan udvikler man sin intuition – det lyder lidt abstrakt…

– Ja, det gør det. Kierkegaard sagde, at man skal kaste sig ud på de 70.000 favne vand. Hoppe ud i det dybe vand en gang imellem. Og simpelthen se om man klarer den. Men ikke bare for at gøre det, men for at arbejde med det, man frygter for eksempel eller kaste sig ud i noget, som man ved, man måske ikke er så god til som andre, men alligevel gøre det. Det har min far i hvert fald altid sagt.

Drømmen fulgte med

Samtidig skal man også turde være ærlig overfor sig selv og erkende, når man simpelthen ikke er god til noget. Og på den måde får man et bedre og bedre grundlag at træffe beslutninger ud fra. For man tør bare mere, når man ved, hvor man har sig selv, og passionen følger med følelsen af at mestre sin metier, mener han.

– Det er den selvforstærkende glæde, der kommer ved, at man bliver dygtig til noget. Så bliver det jo bedre og bedre og bedre. Og med den rette indstilling vil tingene næsten altid lykkes. Det har jeg i hvert fald lært, siger han og vender tilbage til en af sine rejsefortællinger.

– Jeg husker engang, jeg var ude at blaffe med min ældste søn i Frankrig, og vi kom ingen steder. Det var alt for tidligt på året, og der kom ingen biler på vejen og det var mørkt, og han var fortvivlet. Og jeg sagde til ham: Juri, dét her er hårdt, jeg ved det godt, og vi har stået i en evighed, og der kommer ingen. Nu gør vi det eneste rigtige, selvom det lyder meget mærkeligt, og det er, at vi går i den rigtige retning. For hvert skridt nærmer vi os vores mål, selvom målet er uendeligt langt væk – det hjælper, det lover jeg dig. Og så blev vi selvfølgelig samlet op, og så løste det hele sig. Så med den rette tro og indstilling løser tingene sig som regel. Hvis man virkelig ønsker noget, så får man det også. Så går det også i opfyldelse.

Det tror du?

– Det ved jeg, siger han bestemt og uddyber med et eksempel fra sin studietid i München.

– I min studietid boede jeg langt fra havet. Bjergene var det nærmeste spændende, og jeg befandt mig i en ingeniørverden, og det hele var en anderledes verden end den, jeg havde lyst til at være i.

– Men det var noget, jeg skulle igennem. For at komme videre. Og så husker jeg, at jeg som studerende drømte om en dag at bo et sted ved havet, hvor jeg om aftenen kunne gå ud i mit værksted og pusle og slibe på min båd, fortæller brygmesteren og udbryder begejstret:

– Det er det, jeg gør nu!

Den drøm havde han helt glemt, da han flyttede til øen og havde fået sin egen båd.

– Men pludselig en dag tænker jeg – for søren da også, det var det du drømte om for ti år siden. Men du arbejder ubevidst hen imod det, du virkelig ønsker. Og nu har jeg også lært at brygge øl og spille harmonika, siger han og tager en tår af sin øl.

– Ja, ja ak. En ræv har flere udgange, har jeg hørt en gammel bornholmer sige engang, griner han.

– Det handler om at interessere sig for noget, mener den sejlglade spillemand og øl-mester i Svaneke, der selv er som en jolle i havvand – altid i bevægelse.

– Jeg betegner mig som rimelig nysgerrig og er meget glad for livet, siger han og lader munden kruse over skægget.

– Jeg er særdeles glad for livet. Jeg tror den dag, hvor jeg skal herfra… mmm ja…

Brygmesteren sukker og lader blikket drive mod havet.

– Det bliver hårdt. Jeg kommer virkelig til at savne livet. For jeg kan virkelig godt lide det. Det er en gave.

 

Blå bog

Jan Paul. Født 1977. Uddannet bryggeriingeniør i München. Opvokset i Flensborg blandt det danske mindretal og kom til Danmark som færdiguddannet for at arbejde på danske bryggerier. Først Thisted Bryghus og siden Svaneke Bryghus, hvor han har været brygmester siden 2005. Han har en søn fra et tidligere forhold, ligesom han har en søn med en veninde, og han ser begge børn jævnligt.