Debatmøde i Socialdemokratiet: Thors slår på erfaringen, Larsen-Jensen kræver fornyelse 

Søndag 21. februar 2021 • 17:13
Søndag 21. februar 2021 • 17:13

POLITIK

Socialdemokraterne på Bornholm holdt søndag virtuelt debatmøde med deltagelse af de to spidskandidater, der i disse uger dyster om at få lov til at stille op til borgmesterposten ved kommunalvalget den 16. november. 

Søndag var også dagen, hvor de to kandidater fremlagde den valgfolder, som skal overbevise de lokale partimedlemmer, når de om en måned skal vælge om de vil pege på Claus Larsen-Jensen, der stiller op for første gang, eller på Thomas Thors, der sidder og har siddet på posten før.

Thomas Thors, der blev borgmester igen da Winni Grosbøll forlod posten ved årsskiftet, kan i sin valgfolder fremvise anbefalinger fra netop Winni Grosbøll, miljøminister Lea Wermelin (S), den samlede socialdemokratiske kommunalbestyrelsesgruppe, samt yderligere 25 navngivne støtter.

Bedre rammer for erhvervslivet

Thomas Thors føler da også, at han kom godt igennem søndagens debatmøde, der blev fulgt af cirka 50 deltagere.

– Det var lidt specielt, at det var virtuelt, men det fungerede overraskende godt. Vi kunne ikke tale så meget i munden på hinanden. Det var en god og fin meningsudveksling vi fik, siger han søndag eftermiddag.

– Du startede som politiker i Rønne Byråd for 35 år siden. Hvad slår man på som veteran, når der er kampvalg til borgmesterposten i ens eget parti?

– Det, man først først og fremmest slår på, det er den lange kommunalpolitiske erfaring man har. Og det, jeg lægger vægt på i mit arbejde, det er holdet, simpelthen. De idéer, vi udvikler sammen, er også dem, vi går til  valg på. Vi skal blandt andet se på de muligheder der er med den grønne bæredygtige økonomi, hvor vi her på Bornholm får nogle særligt gode muligheder, og vi skal sørge for at skabe nogle rammevilkår for erhvervslivet, først og fremmest i form af ordentlige trafikforbindelser, siger Thomas Thors.

Bedre vilkår for børn og unge

Fredagens afgørelse fra Østre Landsret, hvor Bornholms Regionskommune blev pålagt at betale 300.000 kroner i erstatning til en 28-årig kvinde, der ifølge dommen har været udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling under sin opvækst på Bornholm, blev også berørt. 

– Der er ingen tvivl om, at mange børn på Bornholm har vanskelige forhold i deres hjem, siger Thomas Thors. Han havde sin første periode som borgmester fra 2003-2005, i netop de år, hvor pigen voksede op under kummerlige forhold. 

Derfor er han også parat til at kigge på de muligheder for tidlig tvangsfjernelse og tvangsadoption, som Mette Frederiksen lægger op til i i regeringens udspil 'Barnet Først' fra januar 2020.

– Det er helt givet, at der er nogle børn som får mulighed for at få en betydelig bedre opvækst, hvis de bliver tvangsfjernet, siger Thomas Thors,  og det er måske noget vi i højere grad skal til at anvende. 

Vi skal videre

Claus Larsen-Jensen slår ikke overraskende på behovet for fornyelse i sin valgfolder, og henviser blandt andet til sin erfaring fra EU-parlamentet og Folketinget.

Visionerne er dog langt hen ad vejen de samme som modkandidatens, nemlig socialdemokratiske mærkesager som velfærd, børn og unge og ældrepleje. 

– Hvordan var det at deltage i debatmøde som ny kandidat i bornholmsk politik?

–  Det var et fint og sobert møde, hvor det kom frem, at Thomas Thors gerne vil fortsætte det, der er gået godt. Overfor det står jeg og siger ja, ros til det, der er gået godt. Men vi skal også videre. Vi skal satse på at udvikle erhvervslivet, så vi kan skabe arbejdspladser og betale for velfærden og trække nye borgere til. Derudover skal vi trække ny viden og ekspertise ind udefra, i form af forskere eller organsationer, og udvikle nye erhvervsområder, siger Claus Larsen-Jensen.

Boligbyggeriet skal speedes op

Attraktive boliger er en af forudsætningerne for ny vækst, og her har Bornholm stået stille alt for længe, mener Claus Larsen-Jensen.

–  Den kommunale byggesagsbehandling skal op i tempo, kommunen skal blive bedre til at stille byggegrunde til rådighed og boligselskaber og byggefirmaer skal mobiliseres på Bornholm - men der skal også tiltrækkes ejendomsudviklere og investorer ind udefra, siger Claus Larsen-Jensen.

Bornholms regionskommune vil gerne have befolkningstallet op fra knap 39.600 til 42.000, men som det er nu, vil kommunen kun bygge 1.000 nye boliger. Det er for lidt, siger Claus Larsen-Jensen.

– Jeg synes, vi skal speede op. Vi skal bruge boliger til at trække ny arbejdskraft til, men også til at give bornholmerne boligmæssig mobilitet. Vi skal bygge i takt med, at der bliver solgt, så risikoen vil ikke være så stor, siger Claus Larsen-Jensen.

Et autoritetskneb

Fraværet af anbefalinger fra socialdemokratiske partifæller i valgfolderen skyldes ikke manglende opbakning, forsikrer Claus Larsen-Jensen.

– Jeg kan godt se, at der er et autoritetskneb i at læne sig op af tidligere borgmestre og folketingsmedlemmer og kommunalbestyrelse, men jeg håber, det er et stærkere argument at have et bud på fremtidens Bornholm, siger Claus Larsen-Jensen. Socialdemokraterne vælger deres borgmesterkandidat ved en urafstemning, der løber fra 1. til 19. marts. Vinderen offentliggøres tirsdag den 23. marts.  

FÅ ABONNEMENT