De hopper så meget, at puden er slidt op: Nu skal der findes en ny

De hopper så meget, at puden er slidt op: Nu skal der findes en ny
Der er foretaget mange hop på hoppepuden på Nyker Stadion – blandt andet af nye skolebørn på Bornholms Frie Idrætsskole. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 4. AUG 2020 • 20:05
Af:
holger-larsen

4. AUG 2020 • 20:05
NYKER

Hoppepuden ved indgangen til Nyker Stadion er slidt op. Men der kommer en ny hoppepude, for den er så højt værdsat blandt børnene, at den slet ikke kan undværes. Det siger Christian Koefoed, formand for Nyker Idrætsforening.

Der er en revne i puden, men der er på ingen måde tale om hærværk, fastslår Christian Koefoed. Det skyldes ganske enkelt slid. Allerede i foråret, da hoppepuden blev pustet op til sæsonen, kunne man se, at den nok ikke ville holde så længe.

Hoppepuden har i mange år været et kæmpe aktiv blandt børnene på skolen og i idrætsforeningen – og de børnefamilier, der tager turen omkring stadion for at benytte faciliteterne på området.

Christian Koefoed var selv med til at sætte den første hoppepude op på stadion og mener, at Nyker nok har haft en hoppepude i cirka 15 år.

– Da vi sidst skiftede puden ud, aftalte Nyker Idrætsforening, Nyker Borgerforening og Bornholms Frie Idrætsskole, at vi løbende afsætter penge til vedligeholdelsen. Så vi har en pulje penge til en ny hoppepude, og vi er begyndt på arbejdet med at finde en, oplyser Christian Koefoed, der dog ikke tør sige, hvornår en ny hoppepude kommer op.