Danmark dejligst, Vang med klang: Bjarke Mogensen uropførte værk

UROPFØRELSE

Hvem gider ikke det her?

Ingen gider ikke det her, vi gider det alle. Både Bjarke Mogensen, Martin Lohse, Jesper Andersen, publikum, vejrguden, vinden ... ja, helt sikkert: Alt er så soleklart her mellem vinden, mågerne, Magdalone og mig, for nu lige at citere Søren Kragh-Jakobsen.

Vi er i Vang Granitbrud onsdag, og det er den perfekte eftermiddag til en udendørs koncert. Folk har placeret sig med front mod en 20-25 meter høj klippevæg på stole, de selv har medbragt. For et par dage siden var her folk, som rappellede ned ad klippevæggen, og man kan stadig oppe ved toppen se jernkæder, der vidner om den trafik, men om lidt vil det bornholmske accordeontalent Bjarke Mogensen med sit instrument kravle op på et klippeplateau ved væggen, hvorpå der er opstillet en lille pavillon, som han kan sidde under.

Mennesker og måger nød ekkoerne i Vang Granitbrud. Foto: Berit Hvassum

Derfra vil han med ryggen mod klippemuren uropføre Martin Lohses komposition "Echoes off Cliffs", mens lyddesigner Jesper Andersen vil sørge for, at teknikken fungerer.

Kigger man ud mod venstre, ligger Østersøen og glitrer, og over os regerer mågerne, hvoraf nogle har indtaget deres pladser højt på de okkerfarvede klipper, hvor de er helt urørlige og kæphøje.

Bjarke gør sig klar, sidder stille og finder den koncentration, der skal til for at styre de 120 knapper med venstre hånd samt højrehåndens 96 knapper, og ved første tone sker det med usvigelig sikkerhed:

Den velkendte lyd af en marimba – iPhones ringetone – lige bag Bornholms Tidende overtager showet, og en stemme lyder:

– Det er far.

Far udviser vel megen tålmodighed, og andre publikummer sender strenge blikke bagud, så han afslutter:

– Jeg ringer dig op senere, lyder det hastigt ind i mobilen, mens vi andre atter retter fokus mod Bjarke og hans accordeon.

Der er placeret højttalere hele vejen rundt bag publikum, hvor forskellige toner, som tidligere er indspillet af Bjarke Mogensen, bliver en del af lydbilledet. Man fornemmer også en brummen så dyb, som kom den fra urfjeldet, og pludselig kommer et enkelt vov fra en hund, som en publikummer har medbragt.

Første skrig

Oppe på toppen af klippen aner jeg nogle grene i bevægelse og kommer uvilkårligt til at tænke på et Inger Christensen-digt og stroferne "en enkelt plante bevæger et blad/ en mosgrube vender sine blege hår/ en luftning/ endnu er det uvist om lyden når frem", som Pia Raug engang satte så smuk musik til.

En fugl letter deroppe, ikke en måge, den er sort, og da den slipper ud af den vældige klippes tyngdekraft og i triumf kan slå et herresving op i luften over os, fornemmer man, hvordan Bjarke løfter den op i det blå på sine toner. Det virker, som om vingerne løftes på lyden, mens lyden får vinger.

Det fremmødte publikum nød eftermiddagen på egne medbragte stole. Foto: Berit Hvassum

Mågerne har deres helt egen rolle under denne koncert, og ved de første skrig klukker publikum lidt, men snart er det, som om fuglene falder i sync med musikkens brede klangflader, som antager nærmest spirituel, meditativ karakter. Ethvert mågeskrig bliver omfavnet og indlemmet og falder tilsyneladende heldigt på plads i skaberværket. Nu er det nærmest et kirkerum, vi befinder os i, og musikkens åndedrag strækker æoner af år tilbage til urtiden, men rækker også ud i universet, som maler på de allerstørste møllehjul.

Ind imellem skifter musikken karakter, Bjarke Mogensen spiller en staccatorytme, og tonerne springer rundt mellem højttalerne som en kakofoni af nutid, menneskelig rastløshed og meddelsomhed.

Men så igen, accordeonnets og tidens lange, seje træk i toner fra årmillioners dyb. Lukker man øjnene ser man skabelse og stjerner, der eksploderer i slowmotion, mens nye verdener opstår. Der lyder bølgeslag i højttalerne, musikkens spor i brændingen vil snart fortone sig, og er dette festmusik til de introvertes klub, er det så sandelig samtidig en invitation til alle om at se Inger Christensens sten, som i hendes digt flyver op over bjergene.

I de kommende dage opføres "Echoes off Cliffs" i Østermarie Kirkeruin (3. juni), gårdhaven på Bornholms Teater (4. juni), Store Tårn på Christiansø (6. juni), Svanekegården (7. juni), Aa Kirke (8. juni) og endelig den 9. juni igen i Vang Granitbrud.

 

Hyldigs hyldest

Nylarskorets dirigent, Steffen Hyldig, var til onsdagens koncert i Vang Granitbrud, og han synes, stedet var helt rigtigt, fortæller han umiddelbart efter koncerten til Bornholms Tidende:

– Det passede perfekt til langsommeligheden i klipperne og musikken, siger han og tilføjer med glimt i øjet:

– Og så var jeg imponeret over indstuderingen af mågerne. Der var et enkelt sted, hvor de ramte forkert, synes jeg, men ellers var det meget, meget fint.

Hvad synes du ellers om koncerten?

– Det er jo en totaloplevelse. Det er jo alle tre – komponisten og lydmanden og Bjarke – der tilsammen laver det. Det er et fantastisk samarbejde, og det er fantastisk udtænkt, og det giver en stemning af ... ja, af noget urfjeld, noget universelt. Det er en fin komposition med de forskellige afsnit, den er delt op i. Det var rigtig spændende. Jeg ved ikke, om man kan sige, man var underholdt, men man var betaget. Bjergtaget, ler Steffen Hyldig.

– Og sjovt at se, hvordan mågerne virkede meget lydhøre og opmærksomme, som om de skulle se, hvad det egentlig var, der skete. Og nogle steder passede det helt perfekt, når de faldt ind. 

En skinger sopran sætter en tone ind. Foto: Berit Hvassum