Dagens corona-tal: Flere end 1.000 smittede inden for den seneste uge

Dagens corona-tal: Flere end 1.000 smittede inden for den seneste uge
Der er det seneste døgn bekræftet 230 nye smittetilfælde. Kun PCR-test indgår i statistikken, og hovedparten af prøverne er foretaget på testcentret ved Bornholms Hospital. Arkivfoto: Jakob Nørmark
NYHED | 22. JAN 2022 • 14:07
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED
22. JAN 2022 • 14:07

Spredningen af covid-19 på Bornholm har nået nye højder i denne uge. Lørdag den 22. januar er der registreret 230 nye smittede med covid-19 på Bornholm, fremgår det af Statens Serum Instituts opgørelse. Det er det næsthøjeste smittetal på Bornholm under pandemien kun overgået af fredagens 302 bekræftede tilfælde.

I den seneste uge er 1.075 bornholmere blevet testet positiv for virussen. Dermed er incidenstallet for Bornholm 2.722 smittede personer pr. 100.000 indbyggere. Incidenstallet har ikke tidligere været oppe på det niveau, men relativt set er Bornholm mildt ramt. Kun i 11 ud af landets 98 kommuner er andelen af smittede lavere end på Bornholm. 

I hele Region Hovedstaden er tallet 4.545 smittede personer pr. 100.000 indbyggere. 

Smittetrykket er størst i Rønne-området. Knudsker, Nyker og Rønne sogne har alle incidenstal over 3.500 smittede per 100.000 indbyggere.

Tallene stammer fra Statens Serum Institut og er baseret på PCR-testede borgere med adresse på Bornholm. Hjemløse, turister og personer, der endnu ikke har fået opholdstilladelse, er ikke inkluderet i opgørelsen.