Da Karina Nørby mødte på arbejde mandag morgen, var det til en besked om, at der er konstateret corona i flere klasser på Svaneke Friskole. Den konkrete sag bliver håndteret af Center for Sundhed og Forebyggelse og skolen i samarbejde, men for den kommunale sundhedschef er den også et symptom på den fornyede styrke, corona har fået.
– Den er et symptom på, at vi har bred samfundssmitte, både generelt i samfundet og på Bornholm. Der er smitte i alle aldersgrupper, og vi må forvente, at den stiger yderligere. Vi skal nok få styr på Svaneke, men så opstår der noget et andet sted, siger Karina Nørby til Tidende.
Så er spørgsmålet, hvad man gør for at bekæmpe den stigende smitte, når den er til stede i hele samfundet og ikke kun på en enkelt skole, hvor det er muligt at tage lokale forholdsregler. Og svaret kender vi alle sammen, for vi har været der før, forklarer Karina Nørby.
– Vi skal tilbage til at lade os teste noget oftere. Der er mange, der går med luftvejssymptomer, som ikke lader sig teste. I et halvt års tid er det gået godt, så vi er kommet lidt væk fra det, siger hun.