– Klokken 11.57 modtog vi et opkald fra en borger på Ydunsvej i Rønne, som blev bekymret i forhold til hans elcykelbatteri, fordi det ligesom afgassede og blev varmt. Han ringede til alarmcentralen, som gerne ville have mig til i første omgang at vurdere det. Og mens jeg så talte med borgeren, fortalte han, at nu gnistrede batteriet, og der kom også nogle små knaldeksplosioner fra det, så jeg valgte at sende vores nærmeste brandbil af sted for at hjælpe ham, og jeg kørte også selv derud.
– Elcykelbatteriet er mere eller mindre udbrændt. Vi fik båret det ud af huset og ventilerede røgen ud med vores overtryksventilator. Vi tog batteriet med os og nedsænkede det i vand, for man skal ikke selv have sådan et litium batteri liggende. Det kan godt ligge og selvantænde nogle timere senere – og det blev så årets første tur for os, konstaterer indsatslederen.