Bornholmske soldater og redningsspecialister sættes ind i kampen mod corona

Bornholmske soldater og redningsspecialister sættes ind i kampen mod corona
På vaccinationscenteret på Bornholm får de nu ekstra hænder fra Beredsskabstyrelseb Bornholm, der skal varetage flere praktiske opgaver i vaccinationen af bornholmere. Foto: Berit Hvassum
BORNHOLM | Tirsdag 7. december 2021 • 12:18
BORNHOLM | Tirsdag 7. december 2021 • 12:18

Flere regioner har brug for hjælp i deres arbejde med at vaccinere landets borgere. Nu har Region Hovedstaden lavet en aftale med Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, der hidkalder tropper, der skal hjælpe med vaccinationen. Også på Bornholm.


Der bliver skruet voldsomt op for kapaciteten hos vaccinationscentrene rundt omkring i landet, også i Region Hovedstaden og på Bornholm. I dag bliver der indsat omkring 80 soldater fra Forsvaret og otte redningsspecialister fra Beredskabsstyrelsen, der skal hjælpe til i Region Hovedstadens 11 vaccinationscentre. Fem ud af de otte redningsspecialister skal arbejde på det bornholmske vaccinationscenter på Ullavej 39C i Rønne.

– Vi er meget glade for, at vi allerede fra i morgen kan få assistance fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Soldaterne og redningsspecialisterne møder ind enten i de forskellige centre eller til undervisning centralt, så de bliver klar til for eksempel at vaccinere. Det er fantastisk, at vi så nemt og hurtigt kan få aftaler i stand på tværs af sektorer. Det kan man kun blive imponeret og stolt af, siger Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Akutberedskabet, som har stået for aftalen med Beredskabsstyrelsen.

De fem mænd eller kvinder, der nu skal indgå i vagtplanen på vaccinationscenteret på Bornholm, er alle under værnepligtuddannelse hos Beredskabsstyrelsen Bornholm, hvor man uddannes til redningsspecialist. Ifølge Beredskabsstyrelsens pressekontakt er alle, der skal indgå i støtten til vaccinationscenteret, minimum seks måneder henne i deres værnepligt. Ifølge Beredskabsstyrelsen skal de værnepligtige ikke vaccinere nogen, men de vil varetage andre mere praktiske opgaver på centeret, hvor de blandt andet skal modtage bornholmere, der møder op på centeret. Derudover skal de også observere folk, der lige har fået vaccinen. Her skal man sidde i et lokale i 15 minutter under observation, før man må forlade centeret.

Soldater i støtte

Den store og ekstra udrulning af vacciner betyder også, at der er blevet behov for bornholmske soldater. Region Sjælland har kaldt på assistance til vaccinationscentrene, og Almegård Kasernes soldater er blevet hidkaldt. Almegård Kaserne sender otte soldater ad gangen til Region Sjælland, hvor de vil indgå i arbejdet på vaccinationscentre også. Det første hold af soldater er sendt af sted.

Hvilken opgave de bornholmske tropper skal varetage vides ikke endnu. Men alt personale uddannes grundigt af sundhedsfagligt personale og arbejder under sundhedsfagligt tilsyn, såfremt soldaterne også skal vaccinere borgere, som det allerede ses i andre regioner.

– Vi står i en situation, hvor vi skal have så mange borgere vaccineret så hurtigt som muligt – og så må vi tænke alle gode kræfter ind i løsningen. Det er meget flot, at Forsvaret og Beredskabsstyrelsen så hurtigt har grebet opgaven og går ind i opgaven med vaccinationer, siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Ifølge aftalen Region Hovedstaden, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen imellem fortsætter hjælpen til udgangen af året.

 


Fakta

Beredskabsstyrelsen koordinerer myndighederne i Forsvarsministeriet koncerns indsats i forhold til at hjælpe regionerne. Cirka 200 soldater fra Forsvaret og 100 redningsspecialister fra Beredskabsstyrelsen bidrager. Samlet omkring 90 hjælper til i Region Hovedstaden. Kilde: Region H.



FÅ ABONNEMENT