Bornholmsk-japansk keramikprojekt får tilskud

Bornholmsk-japansk keramikprojekt får tilskud
Den japanske keramiker Iwami Shinsuke (th) var også i 2018 på et arbejdsophold på Agregård i Nyker. Han vender tilbage i sommer, og det er planen, at samarbejdet med Ann-Charlotte Ohlsson (tv) og Anne Mette Hjortshøj blandt andet skal munde ud i to udstillinger med keramik fremstillet af lokalt ler. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 4. FEB 2021 • 21:53
Holger Larsen
Journalist

4. FEB 2021 • 21:53

KULTUR

Keramikerne på Agregård i Nyker har i snart mange år haft et samarbejde med keramikere i Japan, og det udbygges nu med yderligere et udvekslingsprojekt.

Kommunens kunst- og kulturhistorisk råd har bevilget et tilskud på 26.210 kroner til Bornholm Wild Clay Research Project, som er opstået på baggrund af en fælles interesse mellem ansøger og keramiker Iwami Shinsuke fra Mashiko i Japan for brugen af lokale og vilde råstoffer i keramisk arbejde.

De bornholmske deltagere i projektet er keramikerne Anne Mette Hjortshøj, Ann-Charlotte Ohlsson og Jesper Lindstrøm Larsen. Keramikerne i Nyker er begyndt at bruge lokalt ler, primært hasleler fra området ved Hasle Klinker, som ellers stort set ikke har været brugt i mange år.

Iwami Shinsuke er i sommeren 2021 inviteret til et otte ugers kunstnerisk arbejdsophold på Agregård. I den periode vil projektdeltagerne holde tre arrangementer, som skal give alle interesserede indblik i den praktiske del af projektet. Det handler om en historisk råstofrundtur, foredrag/workshop og åbent hus under brænding af keramik.

To udstillinger

Projektet skal munde ud i to udstillinger på henholdsvis Grønbechs Gård i Hasle og i Tokyo i Japan i 2022 og 2023. Til dette formål ønsker projektdeltagerne desuden at få dokumenteret procesarbejdet.

Anne Mette Hjortshøj er medlem af kunst- og kulturhistorisk råd, men deltog ikke i behandlingen af ansøgningen på grund af inhabilitet.

FÅ ABONNEMENT