Spejlglat: Hun måtte gå med sin rollator på vejen

Spejlglat: Hun måtte gå med sin rollator på vejen
Sådan ser mange cykelstier ud i Rønne
TRAFIK | 4. JAN • 15:57
TRAFIK | 4. JAN • 15:57

Tilisede cykelstier og fortove skaber utryghed og frustration.

Et forundret og frustreret avisbud kunne lørdag konstatere, at det står sløjt til med rydning af cykelstier og fortove i Rønne. Mange steder ligger der is i et lag, der gør det farligt at cykle og gå.

– Jeg mødte en ældre dame, der kom med rollator. Hun måtte gå ud på vejen, siger Jørn Pedersen, der omdeler Tidende.

Han forstår ikke, at kommunen lader cykelstier forblive glatte som skøjtebaner.

– På Torneværksvej var der slet ikke ryddet. Der går en cykelsti fra svømmehallen til idrætsstien, og sådan var det også andre steder. Det er ikke til at cykle, når der er is på cykelstien, siger han.

Det er ikke kun cykelstierne, der er iset til. Mange fortove er ligeledes benbrækkende glatte. Men hvorvidt det er private eller kommunen, der er ansvarlige for de farlige forhold, er ikke til at få opklaret.

Jørn Pedersen er avisbud på Tidende og dybt frustreret over ikke at kunne cykle på de glatte cykelstier. Privatfoto

 

Tjenesten har weekendlukket

Tidende har forsøgt at få fat på kommunen for at høre, om de har saltet eller smidt grus overalt i Rønne, hvor det er deres pligt at holde cykelstier og fortove sikre. Det har dog ikke været muligt at få opklaret, om kommunen har saltet eller kastet grus på cykelstier og de kommunale fortove, samt hvornår det i givet fald er sket. På Vintertjenestens hjemmeside er der lukket for henvendelser i weekenden, og der bliver ikke henvist til nogen vagt. Tjenesten skriver på hjemmesiden, at:

”Kommunen snerydder og glatførebekæmper de offentlige veje, stier, fortove og pladser efter en prioritering, der er aftalt med politiet og fastlagt ud fra veje og stiers betydning for færdslen.”

Hos Bornholms Politi er det ikke muligt for vagthavende at opklare, hvor regionskommunen helt præcist sikrer, at cykelstier og fortove ikke er farlige, og hvornår de i givet fald gør det.

Vintertjenesten oplyser heller ikke noget om det på dens hjemmeside. Her er cykelstier end ikke nævnt med et eneste ord.

Politiet kan kun henvise til reglerne for private borgere, der har ansvaret for at rydde fortovet uden for deres huse i tidsrummet 7-22. For hvis de ikke gør det, og nogen kommer til skade, hænger de på regningen. Men det hjælper ikke Jørn Pedersen.

– Der er mange steder, hvor der ikke er ryddet fortove. Det er svært at gå, for man glider rundt, siger han.

For Tidendes læsere har de store islag på cykelstier og fortove en irriterende konsekvens.

– Folk får deres aviser senere. For det tager længere tid at omdele dem, når man ikke kan cykle og heller ikke kan gå hurtigt, siger Jørn Pedersen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT