Som sagt så gjort, og parret fik hurtigt sat en aftale op med Jimmi Persson, der ejer bygningen.
– Jimmi ønskede ikke, at det skal være café igen. Det skulle være noget andet, og det passede godt til mig, siger Michael Brunshøj Tost, der som uddannet kok kommer til at stå for det kulinariske.
– Jeg er lidt fra den gamle skole, kan man sige. Jeg har stået i lære i det klassiske nye danske køkken, da det startede tilbage i 80’erne. Jeg kunne godt tænke mig at lave sådan en fransk-dansk bistro. Det er dejlig mad for mig at lave, og de fleste mennesker kan godt lide det, fortæller kokken, før han tilføjer:
– Det er ikke, fordi det er bedre end cafeerne, det er bare noget andet.
Og selvom parret endnu ikke er flyttet til Bornholm, ligger konceptet allerede klar. Frokosten bliver med smørrebrødsplanke, dampede muslinger og ting man kender fra det dansk/franske bistrokøkken, mens man om aftenen går mere over til en steakhousemenu, forklarer Michael Brunshøj Tost.