Bornholm får fire millioner til turisme

NOTITS | 15. SEP • 09:18
NOTITS | 15. SEP • 09:18

I finansloven for 2025 er der afsat 200 millioner til udvikling af dansk turisme, og nu kommer der 43 millioner ud til turismen.

Fire millioner ender på Bornholm, som skal styrke den strategiske udvikling af turismeindsatsen. Det skriver By-, Land- og kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

Det arbejde har været i gang siden 2022 på Bornholm, hvor Destination Bornholm, kommunen og øens turismeerhverv har arbejdet med at sprede turismen over hele øen og styrke nye områder.

– Bornholm er med sit unikke klippelandskab, charmerende byer og store naturoplevelser allerede i dag et helt naturligt trækplaster for mange turister. Der er outdooroplevelser, kunsthåndværk og lokale råvarer i verdensklasse. Det glæder mig som minister for byer og landdistrikter, for turismeerhvervet skaber vækst og arbejdspladser og ikke mindst stærke fællesskaber i lokalsamfundet, fortæller minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, i pressemeddelelsen.

– Men der er stadig mange potentialer for at udvikle turismen på klippeøen. Derfor ligger det mig også meget på sinde, at der bliver lagt nogle ambitiøse og langsigtede planer for, hvordan vi sikrer fremtidens turisme, som områdets beboere både kan leve af og leve med og som varer hele året, fortæller han videre.

I pressemddelelsen konstaterer ministeriet videre, at turismen på Bornholm går godt.

Det gør de blandt andet ved, at 1.712.000 turister overnattede på Bornholm i 2024, hvilket var en stigning på 2,6 procent fra 2023.

FÅ ABONNEMENT