Borgmesteren erklærer krise og appellerer til fortsat sammenhold

Borgmesteren erklærer krise og appellerer til fortsat sammenhold
Borgmester Winni Grosbøll. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 18. APR 2020 • 09:02
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
18. APR 2020 • 09:02
Én ting er hvad politikere kan gøre for at navigere Bornholm ud af krisen. Noget andet, men ikke mindre vigtigt er hvad næsten 40.000 mennesker sammen kan gøre.

– Først og fremmest skal vi rykke tættere sammen, for vi kigger jo ind i en krise. Den måde, som vi har kommet igennem kriser før, har været ved at rykke tættere sammen – Folk har vidst, at de måtte handle lokalt her og nu, hvis de ville blive ved at have butikker. Det har vi set med take-away hos restauranterne, og det skal vi fortsætte med, siger borgmester Winni Grosbøll (S).

– Mange mindre bornholmske virksomheder har også brugt coronakrisen til at starte en netbutik, og det vil også være rigtig godt, hvis vi som bornholmere kan blive bedre til at handle lokalt på nettet frem for at handle på nettet udenfor Bornholm.

– Vi har også lige haft debatten om turister i påsken. Her håber jeg, at vi bliver mindre kradse over for hinanden, og at vi åbner mentalt for, at der begynder at komme gæster. For dem lever vi også af, siger Winni

Grosbøll. Dansk Folkeparti har samme svar på, hvad bornholmerne bedst kan gøre for at bringe flest mulige bedst muligt igennem.

– Vi skal handle lokalt og stå mere sammen som ø end nogensinde før. Vi kan også overveje, om det er nødvendigt at tage på ferie i udlandet, og om vi ikke hellere skulle tage på campingtur eller et weekendophold på et af hotellerne på Bornholm. For de fleste af os er der masser af ukendte steder på Bornholm at udforske i ferien, siger gruppeformand Linda Kofoed Persson.

Også Venstre appellerer til fortsat sammenhold.

– Bornholm skal blive ved at stå sammen. Også på nogle andre måder end hidtil. Indtil nu har vi stået sammen ud fra nogle sundhedsfaglige begrundelser, der har ført til et ønske om at holde alle ude, siger gruppeformand Søren Schow (V).

– Nu skal vi også stå sammen om at åbne institutionerne op på en måde, så vi sikrer, at det fungerer godt, og det kan bruges som løftestang til også at åbne endnu mere op, siger han.