Borgens sidste straffefange var pioner for ytringsfrihed

I en ny bog "Alkymist i lænker" beretter ytringsfrihedsforkæmperen professor Frederik Stjernfelt særdeles grundigt om sagen imod lægen, kemikeren og mystikeren J. C. Dippel, der var sidste statsfange på Hammershus, og som blandt meget andet fantastisk skal være model til skrækfigurerne dr. Frankenstein og hans monster.

Johann Konrad Dippel - 1673 til 1734 - var en af sin tids mest bizarre og fantastiske figurer. Han var en tidlig talsmand for både trykke- og trosfrihed. Og så blev han den sidste statsfange på Hammershus, inden slottets mure mørnede for alvor.

I bogen "Alkymist i lænker" fra Gyldendal 2023, karakteriseres han som mystiker, alkymist, fritænker, oplyser, provokatør – og bestseller. Hans skrifter om både teologi, lægevidenskab og filosofi og hans provokerende pamfletter gjorde ham berømt uden for landets grænser.

Stjernfelt fik øje på Dippel, da han med Jacob Mchangama i 2016 skrev "Men - ytringsfrihedens historie i Danmark". Og hans forvisning til Bornholm og afbrændingen af hans skrifter bruges som en spektakulær sag i kortlægningen af de skiftende grænser for dansk ytringsfrihed.

Mens vores åbne samfund er under pres i disse år, demonstrerer Stjernfelt, at der har været mange udviklingsmuligheder, før vi nåede frem til vores nuværende skrøbelige tilstand af ytrings- og trykkefrihed.

Frankenstein-myten

Frankenstein-myten "fødtes" i Mary Shellys berømte gotiske gyserroman fra 1818, hvor Frankenstein i sit laboratorium sætter legemsdele fra døde mennesker sammen til et monster, der flygter og må leve en tilværelse som en udstødt, ensom vanskabning.

Hammershusfangens "moderne" status som Frankensteins prototype stammer fra en bog "In Search of Frankenstein" fra 1975 og har siden spredt sig, således, at den i dag ligner popkulturens grev Draculas status til den historiske Vlad Dracula.

Baggrunden skal være, at Mary Shelly på en rejse omkring Darmstadt kom forbi slottet Frankenstein, hvor historier om den allerede dengang sagnomspundne Dippels eksperimenter på kadavere i forsøg på at skabe liv, kolporteredes gysende i folkedybet.

Og historierne var mange. For udover at eksperimentere med døde dyr, hævdede Dippel at kunne uddrive dæmoner fra kogte dyrs knogler og kød. Og han gjorde sig talsmand for troen på, at døde sjæle kunne overføres fra det ene lig til det andet ved hjælp af en tragt.

I en ny bog "Alkymist i lænker" beretter ytringsfrihedsforkæmperen professor Frederik Stjernfelt særdeles grundigt om sagen imod lægen, kemikeren og mystikeren J. C. Dippel, der var sidste statsfange på Hammershus

Gnistrende øjne

Dippel, der var født på slottet, havde studeret teologi, filosofi og alkymi ved universitetet i Giessen. Han førte et eventyrligt liv, men kom ofte i problemer på grund af omstridte udtalelser og lemfældig omgang med penge.

I Stjernfelts nye bog beskrives den unge Dippel som en lang tynd mand. Han havde et langagtigt koppearret ansigt af en rødlig livlig farve med ret store mørke gnistrende øjne. Hans skuldre var lidt foroverbøjede, han forekom noget forvokset.

I personlig omgang skal han have været venlig og høflig, overfor folk af formel pietet ofte grov og stejl. Han var i stand til at simulere, men ikke at dissimulere - lade som ingenting. Han var mistroisk, men også meget tjenstivrig og velvillig.

Omgang med djævlen

Som mange andre af tidens alkymister forsøgte Dippel stædigt, men forgæves at fremstille guld, men bidrog også til reelle kemiske nybrud som opdagelsen af farvestoffet berlinerblåt.

Han fremstillede eliksirer som for eksempel dippelsolie, et desinfektionsmiddel, der kunne forhindre betændelse i sår. Olien var en handelsvare helt op i 1900-tallet. Endelig var han i en vis forstand foregangsmand for ideerne om psykosomatiske lidelser.

Dippel, der blandt andet hævdede at have omgang med zar Peter den Stores ånd, blev flere gange offentligt beskyldt for at holde selskab med djævelen og fik til sidst syv års fængsel for kætteri. Siden pressede hans stærkt provokerende polemik ham til Altona, der dengang var dansk.

Slået på munden

Her lykkedes det ham hurtigt at fornærme den danske dronnings halvbroder. Hans skrifter blev brændt på bålet på Rådhuspladsen i Altona. Og han selv blev idømt fængsel på det allerede dengang temmelig forfaldne Hammershus på Bornholm.

Dippel forsøgte at tale til den store folkemængde, men blev slået på munden af bødlen, der var sat til at brænde fem af hans skrifter. Heriblandt et tidligt opråb om tros- og trykkefrihed, som gør ham til en af de tidlige eksponenter for radikal oplysningsbevægelse.

Idømt livsvarigt fængsel førtes han lænket på hænder og fødder i oktober 1719 ind på Hammershus. Her havde kongen snedigt nok indrettet et laboratorium til ham i Manteltårnet i lønligt håb om at han kunne fremstille guld.

Flittig statsfange

Sidste del af bogen handler om Hammershustiden. Han fik efter nogle år mulighed for at praktisere sin lægekunst blandt lokalbefolkningen og korrespondere med udenlandske lærde. Det resulterede i forespørgsler om hans eventuelle frigivelse. Og det blev han så i juni 1726,

Trods en vis grad af frihed er der ingen lokale efterretninger om lignende makabre eksperimenter, som ligger til grund for Frankenstein-myten. Men i slottets omegn påviste han flere vildtvoksende lægeplanter end andre steder i Europa.

I det hele taget kan Frankenstein-modellen ikke beskyldes for at have ligget på den lade side under sit ophold på Bornholm. I 1725 havde en præst i Lübeck udsendt en lille tryksag på latin om de første guldgubber - de "guldbilleder, der pløjes op af markerne på Bornholm -en ø i det baltiske hav".

Sagnomspunden skat

Præstens pudsige teori om, at guldgubberne skulle have været bornholmernes lokale husguder, affødte omgående et "modskrift" fra Hammershus, udgivet på tysk i Hamburg, hvor Dippel blankt afviste teorien.

Dippel spillede også en rolle omkring en forsvundet og sagnomspunden skat, der blev fundet ved en tørvemosegravning lige i nærheden af den nuværende slotsruin mellem 1711 og 1717. Dippel fik af en officer fremvist de opgravede sølvmønter.

Og han skal have bestemt mønterne med lidt usikkerhed, idet hans kendskab til arabisk næppe har været dybtgående. Skatten omsmeltedes senere i Den kgl. Mønt, hvorfor hans værdiansættelser ikke har kunnet efterprøves. Men de anses i dag for noget overdrevne.

Posthumt efterspil

Endnu mens Dippel sad som fange på Bornholm, fik han i 1725 publiceret en alkymistisk tolkning af Danmarks allerede dengang vidt berømte guldhorn, som han i øvrigt hævdede at have taget en guldprøve af.

Sikkert helt i Dippels ånd fik hans tolkning et posthumt efterspil 77 år senere, idet gerningsmanden til tyveriet og omsmeltningen af nationalskatten i 1802, der vakte enorm opsigt i samtiden, hævdede at være inspireret af Dippels teori.

Dippel hævdede, at de uforklarlige billeder på hornene skulle stamme fra Ægypten og anvise tilbedelse af "De vise Sten" og dermed for den alkymistiske fremgangsmåde til fremstilling af kemisk rent guld af en karat, der ikke fandtes i naturen.

Men da var Dippel selv for længst død og borte. Han forlod Danmark i 1728 og døde seks år efter som 61-årig - kun et år efter at have udgivet en pjece, hvor han hævdede at have opdaget en eliksir, der ville holde ham i live, indtil han rundede 135 år.

Omslaget til bogen 'Alkymist i læner'.