Boldklub udsætter det sidste loppemarked

Boldklub udsætter det sidste loppemarked
Aarsballe Boldklub mener, at det bliver for vanskeligt at leve op til restriktionerne og udsætter endnu en gang klubbens sidste loppemarked. Arkivfoto: Allan Rieck
| 18. JUN 2021 • 10:00
Holger Larsen
Journalist

18. JUN 2021 • 10:00

LOKALSAMFUND

Aarsballe Boldklub har besluttet at udsætte sit loppemarked den 7. august 2021 til august måned 2022.

– Årsagen til udsættelsen er, at vi ikke mener, at vi kan overholde de gældende restriktioner for afholdelse af loppemarked, og her tænkes blandt andet på kontrol af coronapas og eventuel sektionsopdeling af gæster og hjælpere. Vi er også nervøse for smittespredning blandt vore hjælpere og mange gæster, siger klubbens kasserer, Finn-Erik Pedersen.

Aarsballe Boldklub har i mange år holdt et af Bornholms helt store loppemarkeder. Men i 2019 annoncerede man, at loppemarkedet i 2020 ville blive det sidste, fordi det begyndte at knibe med lederkræfterne til det store arrangement.

2020-loppemarkedet blev imidlertid aflyst på grund af coronapandemien, hvorefter man udsatte loppemarkedet til 2021, og nu bliver det altså udskudt med endnu et år.

– Vi har et fyldt lager med effekter til loppemarkedet, og i det kommende år kan der kun blive tale om eventuelt at hente nogle småting hos vores faste "kunder", siger Finn-Erik Pedersen.

– Vi håber, at vi kan gennemføre loppemarkedet i august måned 2022, som i så fald vil blive det sidste loppemarked i Aarsballe. Den endelige dato for afvikling af loppemarkedet vil blive meldt ud på et senere tidspunkt, oplyser Finn-Erik Pedersen.