Torsdag eftermiddag blev der indbudt til bogreception for Alex Speed Kjeldsens nye bog. Det foregik i det tidligere bogtrykkeri hos Tidende, Kieffers Kælder, og 19 interesserede mødte op. De fik fornøjelsen af at høre sprogforskeren læse op af bogen, som også indeholder et stort ordregister, der gør det let at finde frem til, hvor de i alt knap 1.700 behandlede ord er omtalt.
Alex Speed Kjeldsen afslørede også, hvordan det overhovedet kom i stand, at han skulle skrive ugentlige klummer for Tidende. I foråret 2021 blev han spurgt af den daværende konstituerede chefredaktør på Tidende, Nanna Krogh, om han ville udvælge 10-15 bornholmske ord hver uge og forklare, hvad de betyder. Hun havde nemlig set, at Alex netop havde lanceret en online ordbog med bornholmske ord, og det mente hun, læserne af avisen også kunne få gavn af.
– Hun sagde efter et stykke tid, at jeg godt måtte komme i gang med det, for hun var jo konstitueret, så det kunne jo være, at når den nye chefredaktør kom, så ville det blive en ovrefra, som ikke interesserede sig for det bornholmske sprog. Så var det bedre at få skudt det i gang, og så kunne der måske komme noget positiv respons, som gjorde det sværere at lukke det ned igen, fortalte Alex Speed Kjeldsen til bogreceptionen.
– Det blev jo så en person ovrefra (Kristoffer Gravgaard), men han har vist sig at støtte op om projektet, og faktisk kan jeg afsløre, at der kommer endnu mere bornholmsk i spalterne til efteråret, fortalte Alex Speed Kjeldsen, som fik ideen til at samle klummerne i en bog, da han er blevet mødt med mange positive reaktioner, når han har holdt foredrag om det bornholmske sprog.