Arkæolog: 'Skaden er sket. Fredet oldtidsminde ødelagt'

Arkæolog: 'Skaden er sket. Fredet oldtidsminde ødelagt'
Skaden er sket. Selvom området i dag umiddelbart ligner sig selv, er det forandret for altid, fortæller Finn Ole Nielsen, der er arkæolog ved Bornholms Museum. Foto: Berit Hvassum
ARKÆOLOGI | ALLINGE | ABONNENT | 4. OKT 2021 • 15:00
ARKÆOLOGI | ALLINGE | ABONNENT
4. OKT 2021 • 15:00

Et fredet gravfelt på en grund i Allinge blev ødelagt, da Ole Rømer gjorde klar til at opføre et sommerhus. Det skriver dagbladet Information. Til Bornholms Tidende siger Ole Rømer, at han betragter sagen som afsluttet.

 

På en grund ud til kysten mellem Allinge og Sandkås ligger en større oldtidskirkegård, der har været fredet siden 1895.

Men i 2020 fik Slots- og Kulturstyrelsen en anmeldelse fra Bornholms Museum om, at der var sket skader på det beskyttede fortidsminde med gravrøser, bautasten og jordfæstegrave.

Det skriver dagbladet Information.

Skaderne er ifølge avisen sket, da ejendomsmægleren Ole Rømer, som ejer grunden, fik fjernet gravrøser, nedlagt drænrør og udjævnet terrænet med byggeaffald, for at gøre klar til at bygge et sommerhus til udlejning.

Et sommerhus, han endnu ikke har fået tilladelse til at bygge.

Reetableret, men forevigt forandret

Sagen er ifølge Information nu foreløbigt endt med, at Slots- og Kulturstyrelsen har fået reetableret fortidsmindet på Ole Rømers regning.

Men skaden er sket. Selvom området i dag umiddelbart ligner sig selv, er det forandret for altid.

Det fortæller Finn Ole Nielsen, der er arkæolog ved Bornholms Museum.

Han var en af de første arkæologer på stedet, da Bornholms Museum blev bekendt med, at der blev arbejdet på grunden.

– Der mangler indhold i nogle af gravene, som jo er blevet ødelagt, fordi man har bragt dem ud af kontekst, siger han.

Var bekendt med fredning

Ifølge Information og Finn Ole Nielsen var Ole Rømer bekendt med, at arealet var fredet, da han gik i gang med at fjerne sten og udjævne terrænet.

Finn Ole Nielsen fortæller endda, at man fra Bornholms Museums side havde bedt Ole Rømer om at kontakte dem, inden han gik i gang med arbejdet.

Finn Ole Nielsen mener, at denne sag er et eksempel på en generel og ærgerlig tendens:

– Jeg synes, jeg ser en sigende tendens til, at man sætter sig udover fællesskabets interesser og regler for egen personlig vinding. Det er også det, vi ser i den sag her, hvor man hiver en gummiged ud på et fredet område, fordi man gerne vil opføre et sommerhus, siger han.

Ser sagen som afsluttet

Bornholms Tidende har været i kontakt med Ole Rømer, der fortæller, at han betragter sagen som afsluttet.

– Det er en sag, der har kørt længe, og det er gået i fred og fordragelighed, indtil en journalist fra Information og nu også Bornholms Tidende synes, at der er en sensation i det. Jeg kan bare sige, at jeg havde en aftale med Leif Frikke-Schmidt, da han var teknisk chef for den tidligere Allinge-Gudhjem kommune, og den har jeg overholdt, siger han.

Har du læst artiklen i Information, og har du nogle kommentarer til det, der bliver sagt?

– Ja det har jeg, og de må sige, hvad de vil. Jeg har ikke mere at sige. Sagen er afsluttet i mit hovede, og jeg har haft et godt samarbejde med Bornholms Regionskommune og Slots- og Kulturstyrelsen, siger han.