Arboretet er livets skov. Her har det siden 1932 været muligt at se eksotiske træer

NATUR

I den vestlige udkant af Almindingen findes en park med sjældne træer. Den kaldes for Arboretet. Træerne vokser jorden rundt på den samme breddegrad som Bornholm, og det er morsomt at vandre rundt og se de mange ukendte træer. En del af træerne har fået skilte, så man kan læse om dem.

Selv om Arboretet ligner en park, er der meget naturskønt med et net af stier mellem de eksotiske træer. Uden for parken fører en afmærket sti gennem skoven til smukke skovmoser, og undervejs er der sumpede moser med smalle gangbroer.

Hvor: På landevejen Rønne-Svaneke, i udkanten af Almindingen, findes den hvide skovfogedbolig Segen. Adressen er Segenvej 37. Her er en fin parkeringsplads og offentlige toiletter. Den anviste rute er på under fem kilometer og tager et par timer. Husk en kurv eller pose til de indsamlede spisesvampe.


Arboretet historie

Den forstbotaniske have blev anlagt i 1932 af skovfoged Valdemar Sejer (ansat i Almindingen 1916- 1946). Tanken var, at der skulle plantes træer fra Asien og Sydamerika, som voksede på den samme breddegrad som Bornholm. Dengang var mange af træerne helt ukendte i landet, i dag kan de købes i de fleste danske planteskoler. Efter hans pensionering mistede de ansvarlige interessen for Arboretet, som efterhånden groede helt til. Da nogle bornholmske naturfolk i 1983 blev opmærksomme på den uheldige udvikling, blev unge arbejdsløse ansat til at rydde op. Samtidig kom der en kontakt med Arboretet i Hørsholm, hvor den daværende leder, Søren Ødum, skaffede nye træer til Bornholm, især hidtil ukendte nåletræer fra Japan, Kina, og Korea samt sjældne arter af birketræer. De senere år er der opsat skilte med informativ tekst ved udvalgte træer.

Parken besøges ofte af tilrejsende skovfolk, men alle kan få en dejlig oplevelse af det smukke sted. Ved en stor græsplæne er der borde og bænke, der ofte bruges af bornholmere til en kaffetår efter skovturen.


Vandretur gennem Arboretet

Efter indgangen går man mod højre og passerer en ægte kastanje. De kan spises. Derefter skrår man tværs over græsplænen til venstre. Helt ude mod hegnet vokser havens klenodie, et flot stort løvtræ uden dansk navn. Det hedder kalopanax og hører til slægten vedbend. Hjemlandet er Korea, de unge grene har torne.

Langs alleen vokser der platantræer, andre steder i parken er der mammuttræer, californisk kæmpefyr også kaldt redwood. Træet kan i hjemlandet opnå en højde på 100 meter og blive 3.000 år gammelt. Der er også birketræer med helt hvide stammer, kamtjatkabirke fra Kina. Og der er mange andre sjove træer. På turen gennem haven ses langs stien en lang række opsatte sten. De er rejst til minde om skovridernes hunde og er således en hundekirkegård. Senere ses en kompasrose af sten, og midt inde i stenbunken står en høj sten, der ligner en mand med en hat. Den blev opsat af Valdemar Sejer. Han fandt stenen langs en å, hvor det fossende vand havde slebet den i facon.

I ældre dage blev stenen kaldt ”Annas Kæreste” efter en skovarbejders datter, der aldrig fik nogen mand.


Vandretur udenfor Arboretet

Man skrår gennem parken via lindealleen (kan kendes på de hjerteformede blade) og går over broen. Derfra følger man stien langs søen til højre og bagefter til venstre og kommer så udenfor Arboretet. Her vokser der tre nåletræer med spidse nåle. Det er abetræer også kaldt abernes skræk. Det er Chiles nationaltræ, og de kan blive 1.000 år gamle. Man passerer en lille mose på venstre hånd og kort efter kommer der en sumpet mose med en smal gangbro til den modsatte side. Ved at følge stien med de gule mærker kommer man et øjeblik efter frem til en meget smuk skovsø.


Store Grankule

Søen ligner en smålandsk mose en miniature. Høje nåletræer på den modsatte side skaber en smukt spejlbillede i søen. Vandet er klart, og mellem de lave klipper vokser der grupper af smukke birketræer. Flere bænke er opsat, så man kan sidde og nyde stemningen. Det er et godt sted at være alene i naturen, for der kommer sjældent andre. Der er udsat krebs i søen, men der findes også gedder, aborrer og skaller i vandet.

Navnet er meget gammelt. Allerede i 1769 skrives der: ”Her vokser mange grantræer, deraf findes en mængde omkastede i moserne, og særlig i en der kaldes grane – kulerne”. Selv om staveformen er ændret, har søen stadig dette navn.


Duedalsvandet

Man følger fortsat stien med de gule mærker og kommer frem til en større skovvej, hvor man går til højre. Kort efter bliver man forvirret. De gule mærker viser både mod højre og venstre. Stien mod højre fører hen til et stort antal gravrøser fra jernalderen, men ved at tage stien til venstre kommer man frem til et meget spændende sted. Duedalsvandet er en smuk skovsø med et ejendommeligt navn, og man følger trappen ned mod søen.

Det er nærliggende, at søen navn skyldes fuglen due. Men due kan også betyde død, og måske var stedet i jernalderen en offermose, hvor man ofrede fanger i det sorte vand. På oldnordisk betyder due et sumpet hul og det er nok nærmere sandheden og mosens navn.

Man følger stien langs mosen og går over broen og opad og følger stien gennem skoven til et stengærde. Det er en lille del af det ældre stengærde, som omkranser statsskoven Almindingen og som i dag er 21 kilometer langt. Gamle sten er livets spejl, sagde man engang. Skovvejen bag stengærdet hedder Rytterknægtsvej og følges den til venstre, kommer man efter fire kilometers vandretur tilbage til turens udgangspunkt.

Rigtig god tur.