AOF flytter ind hos Nordea

AOF flytter ind hos Nordea
AOF flytter ind på anden sal af den store Nordea-ejendom og får egen indgang på hjørnet af Snellemark og Store Torv. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 26. APR 2021 • 17:08
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
26. APR 2021 • 17:08

UNDERVISNING

AOF Bornholm flytter ind på anden sal hos Nordea på Store Torv i Rønne.

– Vi har lejemålet fra den 1. maj, og vi flytter ind i weekenden den 8.-9. maj, oplyser AOF Bornholms administrator, Steen Grønnegaard.

AOF Bornholm solgte i begyndelsen af 2021 det tidligere Knudsker Forsamlingshus på Snorrebakken til overtagelse den 1. maj. AOF har siden været på udkig efter lokaler i Rønnes bymidte, og først nu er tingene faldet på plads.

– Vi har måske bidt lidt negle undervejs, men jeg synes, at vi er landet rigtig godt, siger Steen Grønnegaard.

AOF er en forkortelse for Arbejdernes Oplysningsforbund, som tilbyder blandt andet forberedende voksenundervisning (FVU) og folkeoplysende kurser (aftenskole) med holdundervisning i sprog, musik, yoga med videre.


Steen Grønnegaard glæder sig til, at AOF Bornholm får en mere central beliggenhed. Arkivfoto: Allan Rieck

Central beliggenhed

– Vi bliver meget mere centrale for vores kursister, hvilket var hovedformålet med at flytte. Mange af vores FVU-kursister kommer med bus, og vi har busserne lige rundt om hjørnet i Snellemark. Det er også en fordel for dem, der ellers har taget cyklen fra Rønne og op over Snorrebakken, siger Steen Grønnegaard.

– Vi kan også lokke med lidt mere moderne lokaler, og skal nogen have frokost, er det nemt at gå ned i byen og finde noget at spise, tilføjer han.

Steen Grønnegaard håber, at flytningen vil betyde, at AOF får flere kursister. Men det bliver først efter sommerferien, at man vil byde kursisterne indenfor på Store Torv.

– Vi fortsætter med onlineundervisning for de kursister, vi har nu, og så kan vi nå at komme på plads.

Dams Gård

AOF håber fortsat at komme ind i et kommende kulturhus i Dams Gård med nogle af de folkeoplysende aktiviteter (aftenskole), som man i dag typisk har på skoler og i andre kommunale ejendomme rundt omkring på Bornholm.

– Jeg regner ikke med, at der bliver så meget kontorplads i Dams Gård, så det vil være perfekt for os, at vi har vores egne lokaler tæt på, siger Steen Grønnegaard.