'Anden Verdenskrig varede seks år på Bornholm. Det sidste år var det hårdeste'

BERETNING

Bornholms Tidende har modtaget følgende indlæg fra Anne-Marie Glistrup, datter af Mogens Glistrup, der var stifter af Fremskridtspartiet og medlem af Folketinget fra 1973 og en årrække frem:

For 75 år siden, den 5. april 1946, sluttede Anden Verdenskrig i Danmark med ophøret af den russiske besættelse på Bornholm. 11 måneder tidligere havde russerne bombet og invaderet øen. Det er en del af den glemte danmarkshistorie – glemt og fortiet af det øvrige Danmark allerede fra maj 1945. Hermed en fortælling hovedsageligt baseret på breve og dagbøger fra den tid.

Anden Verdenskrig sluttede i Danmark den 5. april 1946. Nej, vil nogen påstå. De har lært, at det allerede skete den 5. maj 1945. Mon det er dem, der ikke regner Bornholm med til det danske rige? Historieundervisning og den offentlige debat har ofte fortiet denne kendsgerning, så nu ved 75 årsdagen er det på tide at mindes over hele landet.

Anden Verdenskrig varede seks år på Bornholm. Det sidste år var det hårdeste. Der er slet ingen grund til stadig at fortie og dermed glemme det år, der tog sin begyndelse med bombardementerne af Rønne og Nexø mandag den 7. maj 1945 og det efterfølgende russiske overherredømme over Bornholm, der varede i 11 måneder. 10 bornholmere blev dræbt ved invasionen. De russiske tropper, der var på øen, talte mellem 7.000 og 8.000 mand. Det var ikke en lille invasion.

Min far, Mogens Glistrup, var bornholmer og jurastuderende i København i det sidste besættelsesår. Han var midt i årets eksamenstid, da 5. maj 1945 oprandt. Den unge Glistrup festede de første dage efter befrielsen sammen med sine studiekammerater og alle andre, men allerede den 7. maj ramte alvoren igen. Radioavisen oplyste, at Rønne og Nexø blev bombet, og at russerne havde indtaget øen. Ingen protesterede, og ingen tog til genmæle.

De sparsomme meldinger fra radioaviserne lød i dagene derefter, at 70 procent af husene i Rønne var beskadiget, og at der blandt andet var en fuldtræffer på sygehuset. Rønne Sygehus (i dag Bornholms Hospital, red.) ligger i den sydlige ende af byen, ligesom min fars barndomshjem på Kapelvej 63, hvor hans forældre stadig boede. En fjerdedel af Rønnes husstande havde ikke tag over hovedet, lød det senere i radioen, som også oplyste, at det var gået værst ud over Nexø, som er min farfars barndomsby.

Bornholm var straks blevet afskåret fra omverdenen. Det var således meget vanskeligt at få forbindelse til Bornholm fra København. Al passager- og postforbindelse var indstillet. Kun ruteflyveren fik en enkelt dag lov til at flyve og medbringe post. Afspærringen var ellers total. Fra Bornholm måtte der ikke telegraferes, telefoneres eller skrives til det øvrige land, havde den russiske besættelsesmagt hurtigt bestemt.

Mens Rønne og Nexø blev bombet i flere bølger, var resten af Danmark stadig i festrus. De bornholmske studerende i København deltog ikke længere i festlighederne, de prøvede så godt som muligt at holde sig selv og hinanden orienteret med de sparsomme oplysninger, der trods alt kom frem.

Lørdag den 12. maj modtog min far et telegram fra sin far sendt til gode venner – det havde været 22 timer undervejs! Og det lød: "Kapelvej 63 – meget medtaget, vi selv uskadte, bor i Klemensker, underret Mogens. Lars Glistrup".

Om mandagen den 14. maj skulle min far til sin første universitetseksamen i Filosofi. Han fik ug i emnet "Det bevidste og det ubevidste". Samme dag skrev han et fødselsdagsbrev til sin fætter Paul, men han måtte midt på side to stoppe og skrive undskyld, at det var bekymringer og ikke glæde, der prægede lykønskningsbrevet:

"Du maa tilgive mig, jeg er desværre ikke rigtig oplagt til at tage Del i den højstemte lyriske Folkehymne, nu i disse dage, hvor jeg intet ved om mit Hjem ... Vi bornholmere … frygter Radioavisens Budskab ... Det er skam ikke sjove Tider og navnlig ikke paa den helt ovnudvanvittigglade Københavnerbaggrund ... Jeg kan ikke holde ud at gaa i dette Festmylder længere og stikker derfor hjem saa snart jeg kan, forhaabentlig allerede i Morgen".

Det lykkedes at komme fra København den 15. maj og et døgn senere – under sejl hele vejen – at nå Svaneke. Herfra cyklede min far over Klemensker til Rønne.

Det samme døgn krydsede et brev fra faderen sønnens vej. Det fortalte om bombardementet af Rønne og Nexø.

Min farfar, Lars Glistrup, skrev et brev til sin eneste søn, som han troede befandt sig i København. Min far så aldrig dette brev, men mange år senere fik jeg det forærende fra hans fætter. Familien i København havde fået lov at åbne brevet om bombardementet, og det var i deres gemmer de efterfølgende mange år.

"Vi har gennemlevet en Uge i Rønne Bys Historie, som sikkert aldrig har været mere bitter", skrev min farfar den 15. maj 1945:

"Det begyndte jo Mandag den 7. Vi havde lige spist til Middag og sad og hørte Kalundborg, saa, uden Varsel blev der et infernalsk Spektakel. Tyskerne skød som rasende, hvorpaa den første Bombe faldt. Huset rystede og Mor og jeg styrtede sammen med Nete og Else (vi havde Storvask) ned i Kælderen. Dernede følte vi os bestemt ikke trygge … Hvor frygteligt et Luftangreb er, kan ikke beskrives, det maa opleves … Resultatet: … Både din og min Barndomsby er lagt i Ruiner".

Efter de to første bombeangreb cyklede mine bedsteforældrene de 13 kilometer til Klemensker, hvor de fandt husly hos gode venner. Derfra så de tredje bølge af bombardementer: "Så kom det værste … Vi stod i Klemensker og hørte og saa, hvordan vor kære By blev ødelagt", skrev min farfar til min far.

Under bombardementet blev også Rotna sænket – det eneste tilbageværende motorskib, 66-selskabet, der besørgede færgetrafikken til Bornholm, havde tilbage lige som flere tyske krigsskibe, der lå lige uden for havnen, forsvandt.

Lars Glistrup var kort i Rønne den 9. maj, da var det: "Et hjerteskærende Syn, der møder os". Statsskolen, hvor Lars Glistrup var konstitueret rektor, var ret slet tilredt, og huset på Kapelvej havde mistet over 50 ruder, ligesom taget var stærkt beskadiget.

Mens arbejdet med at gøre huset beboeligt igen stod på, blev det raseret og mange ting forsvandt. Mogens Glistrup skrev senere: "Tyskere eller Russere (antagelig begge Dele) har rodet alt igennem, smidt det ud over det hele og taget, hvad de har Brug for, herunder selvfølgelig først og fremmest hele Sølvbryllupsspirituslageret (hele Byen er blevet komplet tørlagt efter Invasionen, alene paa Dams Hotel drak Russerne det første døgn for 3.000 Kr. og saadan er det overalt) ogsaa Sommerhuset har været besat og gennemrodet og griset meget til".

Men det vigtigste var – udtrykt af faderen: "Mor og jeg er lykkelige over at vi er i live og er uskadte samt glade for at vort Hjem staar og kan bringes i Stand efterhaanden som der kan skaffes Materialer og Arbejdskraft". Det tog tid at skaffe materialer, russerne havde førsteret til alt.

Min far erfarede med det samme han satte foden på bornholmsk jord, at russerne langt fra var så populære på Bornholm, som den københavnske radio havde givet indtryk af. Den forskel i opfattelse varede ved de 11 måneder igennem. Det var 11 hårde måneder på Bornholm, hvor lov og ret var – ja – en by i Rusland. De første ti måneder gjorde den danske regering intet. En fiskerkone skrev i februar 1946 til den danske regering, om det var i tråd med dansk ret, at bornholmerne skulle afgive deres huse til russerne – og hun tilføjede tyveri, voldtægt og overfald er vi jo vant til. Hun fik intet svar.

I marts 1946 henvendte den danske regering sig – hårdt presset – endelig til russerne og fremførte forsigtigt, at Danmark nu kunne varetage overherredømmet selv. En måned senere forlod russerne øen på den betingelse, at ingen fremmede tropper og ingen fremmede administratorer måtte komme til øen.

Det betød, at ingen Nato-tropper kom til øen de første mange år, end ikke et amerikansk militærorkester kunne få lov at spille til Dyrskueåbningen så sent som i 1982. Den socialdemokratiske regering sagde nej – af hensyn til russerne. Først i 1985 fik orkestret lov at spille på øen. Mange på Bornholm spekulerede i de mange år igennem den kolde krig på, hvad det ville betyde, hvis øen blev angrebet. Den russiske besættelse trak således lange og dybe spor – også efter april 1946.

I mit barndomshjem var der en diskussion mellem min mor og min far omkring levende lys i vindueskarmen den 5. maj. For min mor, der var opvokset i en familie, der havde taget del i modstandskampen, var det en selvfølge. For min bornholmske far stod dagen derimod i lyset af den efterfølgende russiske besættelse af Bornholm, som han på ingen måde havde lyst til at fejre.

Det er der bestemt heller ingen grund til. Men der er grund til her på 75-årsdagen at have lys i vinduet den 5. april 1946. Det er nemlig værd at mindes, at den sidste russiske soldat forlod Bornholm den 5. april 1946.

Anden Verdenskrig var endelig slut.