– For hele vaccinationsindsatsen i Danmark er det jo en fremragende nyhed. I modsætning til hvad vi troede, og hvad Sundhedsstyrelsen troede, så er hyppigheden af anafylaktiske reaktioner over for covidvaccine meget lav, siger Carsten Bindslev Jensen, der er professor på Odense Universitetshospital, til DR.
Allergicentret har modtaget indberetninger om allergiske reaktioner, der har vist sig ikke at være alvorlige, selv om de har set sådan ud, fortæller Carsten Bindslev Jensen.
Patientforeningen Astma-Allergi Danmark har aldrig modtaget så mange henvendelser som i den periode, hvor coronavaccinerne er blevet tilbudt, fortæller organisationen til DR.
Henvendelserne er fra bekymrede borgere, der er bange for at de kan dø af coronavaccinerne som følge af en allergisk reaktion.
– Den her undersøgelse vil forhåbentlig betyde større tryghed. Nu kan vi sige, at det er dokumenteret, at man ikke får allergi i det omfang, man faktisk har troet tidligere. Og vores opfordring er stadig, at folk skal blive vaccineret, siger Anne Holm Hansen, der er direktør i Astma-Allergi Danmark, til DR.