Myndighederne har kort efter midnat søndag ophævet en afspærring ved genbrugspladsen Bofa i Rønne, da der ikke længere er risiko for, at den 70 meter høje skorsten styrter sammen.
Det fortæller vagtchef ved Bornholms Politi Anders Knudsen natten til søndag.
– Teknikeren har afsluttet sit arbejde. Skorstenen er blevet stabiliseret, og derefter er afspærringen blevet ophævet, siger han.
Det var en medarbejder på genbrugspladsen, som tidligt lørdag morgen observerede, at skorstenen ikke strakte sig mod himlen med vanlig stabilitet, og som derefter slog alarm.