– Vandstanden er stabil nu. Folkene kan køre hjem og hvile sig nu, hvor vi håber, at vandet er faldet til ro, siger Michael Grønbech-Dam, indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen, søndag kort før klokken 11.
– Lige nu pumper vi ikke. Men vi lader el-drevne pumper og generatorer stå herude. Man kan bare trykke på en knap, så kører de igen. Hele udstyret står klar nu, så vi ikke behøver at sætte det op fra start, hvis det bliver nødvendigt at vende tilbage, fortæller han.
Udstyret i aktionen er ikke helt som det, som man kan købe i det lokale byggemarked.
– Lige nu har vi to store seks tommer-pumper stående ved åen. De kan tage 6.000 liter vand i minuttet. Vi har også fire lidt mindre pumper stående ved Stenbrudsvej. Pumperne er forbundet til 19 slanger, der fører vandet ud i havet, fortæller Michael Grønbech-Dam.