UDDANNELSE
– FGU er et fantastisk sted, som har gjort meget for mig. Uden skolen her havde jeg ikke stået her i dag, siger 23-årige Niklas Grenander Ipsen.
Niklas vendte forleden hjem fra København som nyuddannet guldsmed. Med hjem i rygsækken havde han svendestykket, en guldring med en kugle der kan dreje rundt, og et 10-tal for svendeprøven. Så han har god grund til at være stolt, for da han startede på Born Pro (produktionsskolen) – nu FGU Bornholm – lå det ikke i kortene, at han ville nå så langt.
– Niklas er en fin historie med den udvikling, han har været igennem. Han startede herude som en lidt rodløs ung fyr med en interesse for at lave nogle sølvarmbånd. Vi greb hans interesse og åbnede et helt smykkeværksted, siger Niklas’ lærer og mester gennem uddannelsen, Camilla Jonsson, der selv er guldsmed.
For meget hash
– Jeg har tidligere prøvet et par andre uddannelser, som tømrer og ejendomsservicetekniker, hvor jeg er sprunget fra. Det var nok på grund af ugidelighed. Jeg røg ret meget hash i nogle år, så jeg var træt og havde ingen planer. Det har jeg vendt om. Jeg tog en kold tyrker, da jeg startede på grundforløbet. Det er fire år siden nu, siger Niklas Grenander Ipsen.
– Jeg havde ikke set mig selv som færdiguddannet i dag, da jeg startede. Men da jeg først var kommet i gang, fandt jeg ud af, at det var det her, jeg ville, tilføjer han.
Niklas Grenander Ipsens læreplads har været smykkeværkstedet på FGU Bornholms afdeling på Sandemandsvej i Rønne, mens han har taget skoleforløbet på guldsmedeskolen på Next i København. De fem hovedforløb på fem uger af gangen var fordelt ud over de fire et halvt år.
– Det er en stor skole. De to første gange var det ikke så sjovt for mig, men det blev bedre.
Voksede med opgaven
Coronanedlukningen kom til at drille det hold, Niklas var på, og han gik i en periode hjemme og ventede på at kunne komme tilbage på skolen og tage svendeprøven. Forud for svendeprøven var der to opvarmningsopgaver, hvor Niklas ikke nåede at blive færdig med opgaverne:
– Så jeg havde ikke store forventninger til mig selv. Men ved svendeprøven fik jeg lavet en ordentlig tidsplan og arbejdsgang, og jeg var færdig i god tid.
Ringen skulle laves ud fra en arbejdstegning og nogle faste mål, og der var otte dage til at udføre opgaven.
Camilla Jonsson er en stolt lærer og mester:
– Niklas er virkelig vokset med opgaven, er blevet meget dygtig og ansvarsfuld og sluttede af med en flot karakter.
Ansat som lærer
Nu skal den nye guldsmed ud at prøve sine vinger. I første omgang bliver det i en halv lærerstilling på FGU Bornholm, hvor han skal undervise andre unge mennesker på smykkeværkstedet.
– Det er fint, at han på den måde får et ben forsigtigt ud i arbejdslivet. Skulle der står andre på Bornholm med brug for en guldsmed, så er han klar, siger Camilla Jonsson.
– Det bliver spændende. Nu kan jeg bruge det her på at få noget erfaring, siger Niklas Grenander Ipsen, der håber at kunne starte sin egen virksomhed på et tidspunkt.
FGU Bornholm
Forberedende Grunduddannelse er et tilbud, som henvender sig til unge op til 25 år, som har brug for et samlet uddannelsestilbud for at blive klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse eller beskæftigelse.
Formålet er at ruste de unge fagligt, personligt og socialt til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme godt i gang på arbejdsmarkedet.