Sommerhuspriserne er mildt sagt stukket af på Bornholm de seneste fem år.
Hvorvidt det er i en positiv eller negativ retning, afhænger selvfølgelig nok af, om man ejer et sommerhus eller overvejer at købe et, men faktum er, at prisen på et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter er steget med 73 procent siden 2019. Det skriver B.T. på baggrund af beregninger, som boligøkonomi i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, har foretaget for mediet. Og de 73 procent på Bornholm, der i kroner og øre dækker over en stigning på 900.000 kroner i snit, er den største stigning i hele landet. Klart endda.
Den næststørste procentmæssige stigning ser man i Vest- og Sydsjælland, hvor priserne i snit er steget med 56 procent, mens man skal til Nordsjælland for at finde den næststørste stigning i kroner. Her koster et gennemsnitligt sommerhus nu 730.000 kroner mere end i 2019.
– Bornholm er den landsdel, hvor priserne er steget mest – og det gælder uanset om man kigger på den procentvise stigning eller stigningen i kroner, siger Lise Nytoft Bergmann til B.T.