Da der lovgivningsmæssigt er fastsat et maksimumbeløb for støttet byggeri, kan almene boligorganisationer kun sjældent betale den rene markedspris for de arealer, de skal erhverve til nybyggeri. Samtidig skal en kommunal ejendom som udgangspunkt sælges til markedsprisen i offentligt udbud. Dog er det muligt for en kommune at knytte salgsvilkår til købsaftalen, som kan påvirke markedsprisen, hvis vilkårene varetager lovlige kommunale interesser.
Kommunen vurderer, at et vilkår om opførelse af alment boligbyggeri er en lovlig interesse, og at et sådant vilkår kan have stor betydning for markedsprisen, da markedet vil være indskrænket til en mindre gruppe af potentielle købere, som på grund af reglerne kun kan tilbyde en begrænset købspris.
Alligevel skal kommunen prøve at finde ud af, hvad markedsprisen er, så kommunalbestyrelsen kan forholde sig til konsekvensen af at sælge til markedsprisen sammenlignet med salg på særlige vilkår.
160.000 kroner per bolig
I 2024-2027 har kommunalbestyrelsen afsat 34,5 millioner kroner til udbetaling af grundkapitallån til almene boligorganisationer, der får tilsagn om at bygge nye almene boliger i kommunen.