Begejstringen var stor, da Frelsens Hær i august fik åbnet den bunker, som ligger på trossamfundets grund i Rønne.
– Vi har et stort område, vi ikke bruger, og som kan give os mulighed for at udvide arbejdet. Det handler om have øjnene åbne for de muligheder, der er på vores grund, sagde Frelsens Hærs lokale leder, Eva Welander, dengang.
Nu ender det formentlig med, at nogle andre skal have øjnene åbne for de muligheder, der er, når man har en bunker fra 2. verdenskrig liggende i haven. Frelsens Hær har nemlig sat huset i Storegade til salg.
Det er Home, der har fået den store villa til salg. Ejendomsmægleren bruger ord som storslået, spændende og særegen til at beskrive ejendommen, der er bygget i 1900. Selve huset rummer 380 etagemeter fordelt på fire etager, og så følger der altså en bunker med – og et lübeckerhus ud mod Grønnegade.