Hvis de næsten 12 millioner kroner ender som salgsprisen, vil det ifølge indehaver Jan Kohring Larsens bedste erindring være det største salg nogensinde for Home i Rønne.
– For vores butik vil det være en topsællert. Jeg mindes ikke, at vi har solgt et hus i Rønne for over 12 millioner kroner, siger han.
Jan Kohring Larsen ryster samtidig ikke på hånden. De 11.750.000 kroner, som huset er sat til salg for, er en skarp pris, der kan og bør holde, siger han. Også selvom kvadratmeterprisen på 45.898 kroner er tre en halv gange højere end de 13.000 kroner, som huse i Rønne i gennemsnit bliver sat til salg for netop nu.
– Det skal den koste. Man kan slet ikke sammenligne med den almindelige kvadratmeterpris for Rønne, siger Jan Kohring Larsen.