Så går vi

NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 17. december 2024 • 06:00
Af:
Robert Bladt "Anno Donini"
Lohse
NOTITS | ANDAGT | Tirsdag 17. december 2024 • 06:00

Tirsdag. Forestil dig mennesker i en ventesal på en banegård. De læser avis, spiller kort, taler dæmpet sammen. Alle venter på, at stemmen i højttaleren bekendtgør, at nu er det tid. Alle har deres bagage inden for rækkevidde. Ingen tør forlader ventesalen.

Guds folk før Jesu første komme var som mennesker i en ventesal. Så kom Jesus. Mange forventede, at de skulle ud og køre. Men i stedet kom Johannes Døber ind i ventesalen og sagde: "Okay, venner, vejen er banet. Så går vi!"

Herren kom til os, for at vi skal komme til ham. Jesu første komme giver os en retning for livet og sætter os i gang med at vandre. Den banede vej, Esajas her taler om, er Jesus selv. Ved hans komme er der banet en hellig vej til Gud. Den vej er anderledes end alle andre, for det er den eneste vej, der fører til Gud. Når vi går på den, er vi i sikkerhed for Djævelens angreb. Vi er købt fri.

De første kristne blev kaldt for "dem, der hørte til Vejen" (ApG 9,2). Det er et godt navn for en, der tror på Jesus. Og vandringen er et godt billede på en, der lever sit liv som kristen.

Hvis du ser på dit liv som et liv i venteposition, så hør, at Jesu første komme kalder dig ud på Vejen. Herren kom til os, for at vi skal komme til ham. Vi skal lytte til Guds løfter, og vi skal leve i dem. Vi skal glæde os over det gode budskab, og vi skal dele det med andre. Vi skal høre om Djævelens magtesløshed, og vi skal erfare den. Vi skal høre om Kristus, og vi skal leve i ham.

Es 35

FÅ ABONNEMENT