Herrens frelse

Julesøndag: Der er to anledninger til, at Maria og Josef her fyrre dage efter Jesu fødsel er at finde i templet i Jerusalem. For det første var Maria ifølge loven uren fyrre dage efter en fødsel. Herefter skulle hun rense sig med et rituelt bad og bringe et offer til Herren som tak for sin renselse. For det andet havde hun født en søn, og loven foreskrev, at førstefødte drengebørn tilhørte Herren. De skulle derfor frikøbes med et offer.

Men deres besøg i templet bliver anderledes end forventet. Helligånden er på færde. Både en mand og en gammel profetinde har noget at sige om dette barn.

Simeon bekræfter navngivningen af Jesus. Dette barn bærer ikke ved et tilfælde navnet "Jesus". Han ikke blot hedder "Herrens frelse", han er "Herrens frelse". Prøv at se Simeon for dig med det knap seks uger gamle barn i sine arme. At stå med et barn er fantastisk. For Simeon blev oplevelsen mangedoblet af Helligåndens løfte til ham om, at han skulle se Messias. Nu stod han med ham i sine arme. Det menneske, der skulle bære tyngden af verdens synd og åbne Guds arme for mennesker, lå nu i Simeons arme. I dette øjeblik får Simeon en Åndens klarhed ind over sig og erklærer sig parat til at dø. Den, der står med Messias i sine arme, ser, hvor fattig denne verden er i lyset af Jesus og den frelse, han bringer.

Det korte referat af Annas liv er tungt som bly. Enke gennem en menneskealder sandsynligvis i dyb fattigdom. Men hun har brugt omstændighederne som en mulighed for at tjene Herren. Som 84-årig oplever hun kulminationen af mange års tro tjeneste: Hun ser Guds Messias. Hans frelse gør det tunge let.

Luk 2,25-40