En pagt

Tirsdag. Regnbuen er et imponerende naturfænomen. Vi lever i en videnskabelig tid, hvor ethvert barn i skolen lærer, hvordan en regnbue opstår. Alligevel stimler vi sammen, når vi ser en regnbue, tager billeder med vores avancerede digitalkameraer. Ofte joker vi med, hvem der mon finder krukken med guld, hvor regnbuen ender.

Regnbuens virkelige symbolske betydning snakker vi imidlertid sjældent om. Den er et tegn, Gud har sat på himlen for at minde sig selv om at passe på jorden indtil den dag, den ikke skal bestå mere.

Vi har mere end nogensinde brug for regnbuens tegn og den pagt, Gud har forpligtet sig på. Den globale opvarmning, skrækscenarier med tørke, oversvømmelser, hele folkeslag sendt på flugt fra hungersnød, og hele østater der sættes under vand. Fremtidsfrygt er til stede i rigelig mængde.

Regnbuen er tegnet på, at intet af dette vil ske ... medmindre det er begyndelsen til enden på vores verden. Men så er det også begyndelsen på gudsrigets frembrud og det evige liv. Jesus siger, at når det begynder at ske, skal vi løfte vores hoveder, for da er vores forløsning nær (Luk 21,28).

Den pagt, Gud forpligtede sig selv på over for Noa og alle os, der lever efter ham, kan hjælpe os til at leve uden at bekymre os. Gud har lovet, at årstidernes skiften, døgnrytmen og jordens frugtbarhed vil han lade bestå, så længe jorden står. Vi og den verden, vi lever i, er ikke i tilfældighedernes og naturkræfternes vold. Gud holder sin hånd om os og under os. Hvis vi tør leve på det, lever vi på Guds pagt med Noa og med os. Så lever vi ikke bekymret, men frimodigt.

1 Mos 8,20-22+9,12-16