At kende Gud som sin hyrde

Søndag. Gud sammenlignes mange steder i Det Gamle Testamente med en hyrde, og Guds folk med en hjord af får. Lidt ydmygende er det jo at blive sammenlignet med et får. Uanset hvordan vi vender og drejer sammenligningen, er fåret ikke verdens mest selvhjulpne dyr. I Danmark har vi mig bekendt kun én rigtig fårehyrde. Han holder til på Skallingen, en halvø ud for Esbjerg. Her driver han fårene rundt for at afgræsse det fredede område. Der er et dige rundt om Skallingen, som skal forhindre halvøen i at blive oversvømmet ved storm. Et af problemerne med fårene er, at de kan finde på at gå ud på den forkerte side af diget, og når stormen kommer, kan de ikke finde tilbage, men ligger og putter sig på skråningen indtil vandet kommer og oversvømmer dem, så de drukner.

Får har brug for en hyrde. I modsætning til f.eks. geder, grise og hunde findes der ikke vilde får. Overladt til sig selv har fåret ikke en chance. Det kan ikke forsvare sig imod rovdyr, det kan ikke selv finde mad, det kan finde på at drikke forurenet vand, det er sårbart over for sygdom og har brug for, at nogen plejer dets pels og hjælper det af med pelsen en gang imellem.

Det er ikke tilfældigt, at Gud sammenlignes med en hyrde og vi med får. Vi er afhængige af Gud, som et får er afhængigt af sin hyrde. Overladt til os selv har vi ingen chance mod synd, død og djævel.

Får har dog ét fortrin. Når de lærer deres hyrde at kende, er de i stand til at følge ham. Denne evne gør det muligt for fårene at overleve imod alle odds. Vores chance er, at vi lærer Gud at kende som vores hyrde.

Joh 10,11-16