Tranberg Ejendomme øgede overskud: 'Ingen lejligheder står tomme i ret lang tid'

Tranberg Ejendomme øgede overskud: 'Ingen lejligheder står tomme i ret lang tid'
Jesper Tranberg. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. JAN 2021 • 19:32
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
19. JAN 2021 • 19:32

ERHVERV

Det er tilsyneladende en god kombination at drive et antal udlejningsejendomme og en tømrervirksomhed med speciale i isolering. Tranberg Ejendomme, Byg og Isolering ApS i Rønne kan i hvert fald se tilbage på et godt resultat i seneste regnskabsår.

Perioden fra 1. juli 2019 til 30. juni 2020 viser et plus på 1.704.604 kroner efter skat mod et overskud på 504.780 kroner året forinden. Firmaets egenkapital blev opgjort til 3.442.918 kroner.

Tømrermester Jesper Tranberg overtog i 2014 virksomheden efter sin far, Niels Tranberg. Firmaet, som tidligere havde navnet Gudhjem Rønne Byggeforretning, har eksisteret siden 1975.

– Alle kaldte alligevel virksomheden "Tranberg", så kunne jeg lige så godt tage "Tranberg" med i navnet, siger Jesper Tranberg.

Niels Tranberg, der er 73 år, er stadig med i firmaet:

– Han har brugt hele sit liv på virksomheden og kan ikke slippe det. Han hjælper til med ejendommene, siger Jesper Tranberg.

Ejendomme i Rønne

Tranberg Ejendomme ejer en række ejendomme i Rønne. De stigende ejendomspriser betyder, at den bogførte værdi af ejendommene nu udgør 19,7 millioner kroner.

– Der er god efterspørgsel. Det mærker vi ved, at ingen lejligheder står tomme i ret lang tid, inden vi får dem udlejet, siger Jesper Tranberg.

Han siger, at han ikke har nogen planer om opkøb af flere ejendomme. Dels er priserne høje for tiden, og dels synes han, at han har nok i dem, han har.

Isoleringsopgaver

Jesper Tranberg forklarer, at årets overskud stammer fra både ejendommene og fra tømrervirksomheden, selv om sidstnævnte kun har tre medarbejdere:

– Fordelen ved at være nogle få medarbejdere er, at vi ikke har den store administration og kan holde omkostningerne nede og være konkurrencedygtige, siger Jesper Tranberg.

Tranberg har specialiseret sig i isolering som autoriseret isolatør for Isover:

– Der har som altid været en lille nedgang efter nytår, men nu begynder opgaverne at komme igen. Det er mest isoleringsarbejde, vi foretager i øjeblikket. Folk begynder at tænke på isolering, når det begynder at blive koldt, og det er blevet rigtigt interessant nu, hvor man også kan få tilskud til det, siger tømrermesteren.

  

28

Tranberg Ejendomme, Byg og Isolering ApS har 28 lejemål. Det er en blanding af lejligheder og huse, som alle ligger tæt på bymidten i Rønne.