– Vi er slet ikke der, hvor vi skal være endnu, men vi er markant tættere på. Og det er fedt, at vi ikke desto mindre tjener penge, det giver mig noget mere ro i maven i forhold til at smide de penge, der skal til for at blive købmand. Og jeg synes også, jeg har et fantastisk hold, som bidrager til at få butikken den rigtige vej.
At det gik godt i starten for butikken, tilskriver han nyhedens interesse, og at den på det tidspunkt var den eneste Rema 1000, der var.
– Lidl var heller ikke på Bornholm, så da vi kom til, var det faktisk mange års monopol fra Nettos side på discountmarkedets område, der blev brudt. Og selv om jeg tror, mange har været glade for Netto, så vækker det hele øens interesse, når der kommer en discountkonkurrent. Vi havde enorme omsætninger det første stykke tid, men folk faldt fra, og det led vi under, så vi havde en stor opgave i at vinde dem tilbage, og jeg synes, at vi er på rette vej og har nået et meget fornuftigt niveau.
Har du en idé om, hvorfor folk faldt fra?
– Hm, jeg tror måske, der var et forkert fokus i butikken. Man tænkte defensivt frem for offensivt og fik måske ikke smidt det grønt ud, der var dårligt. Man inspirerede ikke kunderne til at komme mere i kurven, end de på forhånd havde besluttet sig for. For mig er grønt og friskhed i det hele taget vigtig. Selvfølgelig kan der være ting, vi overser, vi er jo kun mennesker, men for mig er det hver eneste dag en meget vigtig ting, og det tror jeg ikke, det har været før. Friskhed og tillid hænger uløseligt sammen, siger den kommende købmand.