Vejarbejde slut: Så mange sigtelser har politiet skrevet

Vejarbejde slut: Så mange sigtelser har politiet skrevet
Den udvidede del af opmarcharealet, der har været kilden til vejarbejdet, er nu asfalteret. Foto: William Sonne Kaalø
TRAFIK | Fredag 11. oktober 2024 • 05:30
TRAFIK | Fredag 11. oktober 2024 • 05:30

Politiet havde bødeblokken fremme en del gange i løbet af den første måned, vejarbejdet ved Rønne Havn stod på. Nu er vejarbejdet slut, og der kan igen køres i begge kørespor uden forhindringer.

Bornholms Politi har skrevet mere end 30 sigtelser til trafikanter for overtrædelse af færdselsloven i lyskrydset, der forbinder Munch Petersens Vej og Sverigesvej i Rønne i perioden mellem den 10. august og 3. september.

Det oplyser politiet til Tidende.

Sigtelserne er foretaget, mens et omfattende vejarbejde har været i gang ved havnen i forbindelse med udvidelsen af hurtigfærgelejets opmarchområde. Dette arbejde begyndte den 5. august med trafikale udfordringer til følge. Nu er alle forhindringer imidlertid væk, kan Tidende ved selvsyn konstatere torsdag eftermiddag. Allerede onsdag aften skrev et medlem af Bornholms Passagerforenings facebookgruppe, at vejarbejdet var slut.

Munch Petersens Vej og Ny Vesthavnsvej er således atter farbar i to spor forbi Hotel Rønne H og BATs bygning, og der er ikke længere spærret for færdsel på Munch Petersens Vej i nordvestlig retning fra lyskrydset ved Sverigesvej, som er vejen til og fra hurtigfærgelejet.

"Lysreguleringen ved den nye vej er også blevet fjernet, ligesom til- og frakørsel til færgelejet ved hurtigfærgerne er blevet som før ombygningen," skriver Rønne Havn i en informationsmail, hvori havnen tilføjer:

"Der vil ikke ske yderligere ændringer af trafikken, inden det nye opmarchområde er klar til at blive taget i brug inden juletrafikken 2024."

Flere ignorerede skiltning

Særligt ved lyskrydset, der forbinder Munch Petersens Vej med Sverigesvej, har trafikanter haft svært ved at respektere de ændrede trafikale forhold.

Selvom to færdselstavler har angivet, at indkørsel for motorkøretøjer i nordvestlig retning fra krydset var forbudt, kunne Tidende på blot en halv time i løbet af en formiddag sidst i august konstatere, at 23 trafikanter ignorerede færdselstavlen og kørte forbi skiltet – selvom det var forbudt.

Samme eftermiddag var Bornholms Politi til stede for at overvåge trafikken. Her fik ni bilister hver en en bøde på 1.500 kroner for ikke at rette sig efter færdselstavlen. Umiddelbart derefter blev der sat en fysisk afspærring op på stedet, og politikommissær Henrik Jørgensen fortalte, at det skyldtes, at for mange ignorerede færdselstavlerne.

Det initiativ holdt dog ikke alle bilister fra alligevel at tage den hurtigste vej fra A til B. En bilist blev nemlig kort efter taget i at køre venstre om helleanlægget. Forseelsen kostede bilisten, en 31-årig mand fra Rønne, en bøde og et klip i kørekortet, kunne Bornholms Politi fortælle i sin døgnrapport.

'Det har krævet en vis tilvænning'

Tidende har i forbindelse med vejarbejdets afslutning bedt Bornholms Politi om et overblik over, hvor mange sigtelser, der er givet til trafikanter i alt på stedet i den periode, hvor vejarbejdet har stået på.

Der er foretaget 32 sigtelser, oplyser politiet.

23 af de 32 sigtelser på Munch Petersensvej / Sverigesvej er for ikke at efterkomme anvisninger – altså ikke at rette sig efter skiltningen. Syv af sigtelserne er for at køre venstre om et helleanlæg, der udløser et klip i kørekortet, mens to af sigtelserne handler om at køre over for rødt, hvilket også udløser et klip i kortet.

Sigtelserne er ikke udelukkende givet til trafikanter, der er kommet fra Sverigesvej (hurtigfærgen) – men også til trafikanter, der er kommet ad Munch Petersens Vej fra syd og kørt ligeud i krydset i nordgående retning trods forbuddet.

– Det er et befærdet trafikalt knudepunkt i Rønne, og det har krævet en vis tilvænning for borgerne, ligesom der flere gange er blevet justeret på de trafikale løsninger og på skiltningen, siger politikommissær Henrik Dalsgaard Jørgensen, der tilføjer:

– Det er vores indtryk, at det er gået bedre efter den seneste justering, hvor der blev sat en fysisk afspærring op på Munch Petersens Vej. Siden da har vi ikke haft politimæssige opgaver forårsaget af vejarbejdet.

Politiet oplyser i den forbindelse, at det er siden den 3. september, der ikke har været givet flere sigtelser på stedet.

 


 


Det er nu igen muligt at køre fra lyskrydset Munch Petersens Vej/Sverigesvej i nordvestlig retning. Foto: William Sonne Kaalø

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT