På grund af synstemaet var Søfartsstyrelsen til stede på Express 5's kommandobro under 'adskillige' ankomster og afgange i Ystad og Rønne - men der var i den forbindelse ikke noget at komme efter, fremgår det af rapporten.
"Det er Søfartsstyrelsens klare opfattelse, at der er en god brodisciplin om bord. Der er en god kommunikation og besætningen følger de interne procedurer og protokoller. Søfartsstyrelsen oplevede ligeledes en god dynamik og professionalisme i disse situationer", fremgår det af synsrapporten.
Roser øvelse
Der blev i forbindelse med synet også holdt en øvelse på skibet, efter passagererne havde forladt skibet ved ankomst i Rønne.
Scenariet for øvelsen var røgudvikling i den forreste kaffebar på passagerdækket, hvor en passager skulle flyttes fra stedet. Røgen udviklede sig dog til en brand, der bredte sig og dermed blev svær at bekæmpe. Derfor skulle hele skibet evakueres.