Så mange millioner får Bornholm til grøn transport

Så mange millioner får Bornholm til grøn transport
Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 7. DEC 2023 • 07:21
NYHED | ABONNENT
7. DEC 2023 • 07:21

Bornholms Regionskommune får nu del i en statslig pulje på 52,8 millioner kroner til omstilling til grønne busser og grøn flextrafik. Pengene går til projektet "Bornholms Trafikselskab på vej mod en grøn fremtid" og projektet handler om 'en grønnere fremtid for busdriften på Bornholm'.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Transportministeriet. Pengene skal gå til 10 elbusser med tilhørende ladeinfrastruktur.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor mange penge regionskommunen har fået tildelt, men ifølge Tidendes oplysninger har regionskommunen fået tildelt 11,2 millioner kroner. Transportministeriet bekræfter oplysningen. Det er det næsthøjeste tildelte beløb.

Den statslige pulje stammer fra den politisk vedtagne Infrastrukturplan 2035, og der er i alt sat 250 millioner kroner af til puljen, hvor der indtil 2026 fordeles 50 millioner kroner årligt til projekter, hvor ansøgerne medfinansierer minimum 50 procent af omkostningerne.

Af en meddelelse på Trafikstyrelsens hjemmeside fra den 15. august i år fremgår det, at regionskommunen har søgt om 17 millioner kroner til projektet. Det er det projekt, der har ansøgt om det største beløb.

Øvrige projekter, der tildeles puljemidler til:

-    Region Midtjylland – Elbusser i Lemvig

-    Trafikselskabet Movia - Forsøg med store elbiler i Movias flextrafik og lynladere forbeholdt flextrafikken ved Region Sjællands sygehuse

-    Trafikselskabet Movia - Omstilling af buslinjer i Holbæk og omegn til nulemission

-    Region Hovedstaden - Omstilling af liggende patientbefordring til nulemission

-    Region Hovedstaden - Omstilling af buslinjerne 250S og 94N til nulemission

-    Region Hovedstaden - Omstilling af buslinje 200S til nulemission

-    Sydtrafik - Udbud og opsætning af lynladere ved centrale sygehusenheder i Region Syddanmark dedikeret til flextrafik

Samlet set har Trafikstyrelsen behandlet ansøgninger om tilskud for 73 millioner kroner.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT