På visse tidspunkter af døgnet halveres kapaciteten i lufthavnen, oplyses det. Det betyder eksempelvis, at lufthavnen i visse perioder kan modtage 16 fly i timen modsat 30.
Der er stor mangel på flyveledere, hvilket betød, at der i april blev aflyst over 80 afgange i Københavns Lufthavn. Forsinkelser var meget hyppige.
Tirsdag brød forhandlinger mellem flyvelederne, som er organiseret i den faglige forening Datca, og selskabet Naviair sammen. Det er Naviair, der varetager trafikstyring af luftfart i Danmark.
Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.
Men flyvelederne mener, at ekstravagterne har fået for stort omfang. De udtaler, at de har dækket over 1500 ekstravagter det seneste år.