På prøvetur med BAT's nye elbusser: Enden er væk

Der er helt klart mere rusk i sådan en elbus end i en konventionel bus. Video: Torben Østergaard Møller
NYHED | ABONNENT | 22. FEB 2024 • 15:30
NYHED | ABONNENT
22. FEB 2024 • 15:30

Først om to-tre uger vil BAT's to nye elbusser blive en fast del af bybilledet i Rønne, men allerede torsdag var de ude at trille.

Der er helt klart mere rusk i sådan en elbus end i en konventionel bus.

Det er tydeligt, da Tidende torsdag eftermiddag er med på en lille prøvetur i en af de elbusser, som BAT netop har modtaget. Turen går fra BAT's værksted på Fabriksvej i Rønne til Arnager og retur, og når chaufføren trykker på speederen, fornemmer man et mere kraftfuldt optræk, end man ville forvente, hvilket ikke hænger sammen med, som en anden af deltagerne bemærker, da han første gang ser de to elbusser:

– Det er, som om de har fået kappet enden af.

Jo, de er kun otte meter lange mod den vante buslængde på cirka 12 meter, men det er ikke det, der er det afgørende, det er teknologien bag sådan en elmotor, der gør forskellen.

– Momentet er helt anderledes, ligesom i en elbil, siger Gustav Danholt, som egentlig er værkstedskoordinator hos BAT, men aktuelt agerer chauffør, hvorfor han har foden på speederen og hånden på rattet undervejs på turen.

– Den accelererer meget mere voldsomt, så det skal man som chauffør lige være lidt opmærksom på, tilføjer han.

Ja, vi skulle jo nødig ved en fyldt bus opleve nogle af de i alt 22 siddende og 25 stående passagerer trimle rundt i bussen ...

I øvrigt er busserne højere, end dem vi er vant til, hvilket skyldes, at deres batterier er placeret på toppen, hvilket naturligvis løfter taget.


BAT's to nye, otte meter lange elbusser ved værkstedet på Fabriksvej, Rønne. Foto: Torben Østergaard Møller

Oliefyr

Trafikchef i BAT Niels Rasmussen er også med på turen, og han anslår, at busserne vil kunne opleves i Rønnes bybillede i løbet af to-tre uger, for det er der, disse to første elbusser vil blive sat i drift.

– Og så får vi inden for de næste cirka tre uger yderligere to elbusser, det er dem på 12 meter. De skal ligesom de to, vi nu har fået, også lige klargøres, og så kommer også de i drift. De kommer til gengæld primært til at køre på det almindelige rutenet på hele Bornholm, siger trafikchefen.

– Men det bliver kombineret med, at de også kommer til at køre som bybusser, for vi vil gerne have, at elbusserne kommer til at køre i bybilledet, både på grund af støjniveau, CO2-udledning, miljø og så videre.

Har du styr på, hvor meget mindre sådan nogle elbusser forurener?

– Nej, ikke i præcise tal, men det siger sig selv, at de gamle busser, vi har, udleder en del CO2, hvorimod den, vi lige nu kører i, stort set ikke udleder noget. De nye busser er godt nok monteret med nogle oliefyr, som vi vil bruge om vinteren til at varme kabinen op, hvis det er ekstra koldt, men der bruger vi en særlig diesel, HVO Biodiesel, som er en 100 procent biologisk dieselolie, som jo er mindre CO2-udledende, siger Niels Rasmussen.

Stor forskel

Gustav Danholt, som altså lige nu agerer buschauffør, står normalt for alt, hvad der hedder værkstedsbesøg, vask, vedligehold og så videre af BAT's bilpark.

Men de her busser er noget nyt for dig?

– Ja, det er de i den grad, siger han, mens han sætter kursen mod Arnager.

Hvordan kan I vedligeholde de her busser, som rummer en helt anden teknologi, end I er vant til?

– Ja, det er nyt land, men for det første er vi jo blevet uddannet til det, vi har været på kurser i specifikt de her busser. Der er mange ting, der kan sidestilles med den vedligehold, vi i forvejen kender til, så rigtig mange ting er der ikke den store forskel på. Så er der selvfølgelig nogle få ting, hvor der er stor forskel, men dem har vi altså været på kursus i og forventer, at vi nok skal få styr på det.

For eksempel må motorerne adskille sig meget?

– Ja, men fidusen er jo, at en elmotor ikke kræver lige så meget vedligehold som en dieselmotor. Det betyder også, at vi på den mekaniske del får det lettere på nogle områder, men så er der omvendt andre områder, der kommer til at kræve lidt mere, siger Gustav Danholt.

– Der er jo blandt andet det med batterierne, som kræver en del forstået på den måde, at man skal overvåge dem.

268 kilometer

Hvor langt kan man køre med en elbus, hvor batterierne er fuldt opladede?

– Ja, ser du: Det er det store, åbne spørgsmål, som ikke kan besvares helt klart lige nu, for der er en masse faktorer, der spiller ind. Men tommelfingerreglen er, at man kan køre cirka en kilometer per kilowatt, og batterierne er på 268 kilowatt i sådan en bus.

– Men så kommer vi til de faktorer, der kan spille ind, for busserne er udstyret med både varme- og køleanlæg og også et supplement til varmeanlægget i form af et oliefyr. Det er kun til de rigtig, rigtig kolde vinterdage, så udgangspunktet er, at 85-90 procent af tiden vil vi ikke benytte det, men have elopvarmning af bussen. Når busserne holder, åbner og lukker vi dørene, og så forsvinder noget af varmen, og derfor er det svært at sige, præcis hvor langt bussen kan køre på en opladning, før vi har fået det testet igennem under de forhold, vi har her. Man skal også tænke på, at der er forskel på, hvordan vi kører bus her i forhold til eksempelvis i Storkøbenhavn.

Men I har vel en formodning om, hvor langt I kan køre?

– Ja, og der hedder tommelfingerreglen altså én kilometer per kilowatt.

Altså cirka 268 kilometer uden opladning?

– Ja, på den her. Men den skal så også køre ren bybuskørsel i Rønne.

Hvor lang tid tager det at genoplade den?

– Halvanden til to timer. Det er jo et spørgsmål om, hvilken type ladestander, man benytter. Vi har en ladestander på 150 kilowatt, som altså leverer 150 kilowatt på en time, siger Gustav Danholt.


Gustav Danholt er til daglig værkstedskoordinator hos DAT, men kører her i en af de nye elbusser. Foto: Torben Østergaard Møller

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT