Øresundsbroen er åben: Størst risiko for lukning lørdag morgen

TRAFIK | Fredag 18. februar 2022 • 23:43
Af:
Ritzau/Jakob Nørmark
TRAFIK | Fredag 18. februar 2022 • 23:43

Den kraftige blæst forårsaget af stormen Nora har fredag aften klokken 23.30 endnu ikke lukket Øresundsbroen for trafik. Vindfølsomme køretøjer frarådes dog at krydse broen.

"Stærk vind på broen forventes indtil lørdag formiddag. Vindstyrken forventes at ligge lige under grænsen for lukning. Foreløbig er risikoen for lukning størst lørdag morgen. Prognosen er usikker, og vejrsituationen kan ændres".

Rejsende til og fra Bornholm vil næppe blive påvirket af en eventuel brolukning, da overfarterne med hurtigfærgen Express 1 er indstillet lørdag morgen og formiddag. Lørdagens første afgang fra Ystad er klokken 15 med Povl Anker. 

Øresundsbroens hjemmeside kan rejsende følge situationen under stormen. 

Øresundsbroen forventer at kunne holdes åben for kørsel, fordi vindstyrken ligger under lukningsgrænsen på 25 m/s. Sund & Bælt varslede ellers tidligere fredag, at både Storebæltsbroen og Øresundsbroen ville lukke.

Tog holder stille

Stormen har sat sit aftryk på trafikken både til lands og havs.

Togdriften er fredag aften flere steder påvirket af vejret. Det sker, fordi der med stormen og de sidste dages regn er øget risiko for, at træer vælter ned over spor og køreledninger, oplyser DSB.

DSB's regional- og InterCity/InterCityLyntog kører ikke fra fredag aften klokken 21 frem til lørdag middag klokken 12.

S-togene, der kører i hovedstadsområdet, vil køre med nedsat hastighed fra fredag aften klokken 21 til lørdag klokken 10. Det kan betyde længere rejsetid for passagererne. Også flere lokale togstrækninger på Sjælland er ramt.

Til havs har Nora ligeledes sat sig spor i trafikplanerne. Tidligere fredag oplyste kommunikationschef for Molslinjen Jesper Maack, at især de sydlige færgeruter på Als, Langeland og Bornholm vil blive påvirket af blæsten.

Blandt andet er dagens to første dobbeltafgange mellem Rønne og Ystad aflyst, og Køge-færgen bliver liggende i Køge natten over.

Også selskabet Scandlines meldte om aflysninger fredag. Der er tale om en række afgange mellem Gedser på Falster og Rostock i det nordøstlige Tyskland.

 

FÅ ABONNEMENT