Molslinjen sætter klimamål: Der skal strøm på færgerne

Molslinjen sætter klimamål: Der skal strøm på færgerne
På Øresund sejler Molslinjens færger allerede på strøm, og målet er, at det skal gælde alle rederiets færger i Danmark. Foto: Molslinjen
NYHED | 24. JUL 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
24. JUL 2024 • 19:00

På Øresund sejler færgerne allerede på strøm, snart sker det samme på Fanø, Samsø og Als, og i Østersøen og på Kattegat er ambitionen den samme.

Molslinjen har med en ny strategi for bæredygtighed sat kurs mod en grønnere færgedrift. Rederiet fortæller, at det har tilsluttet sig den internationale standard STBi, der sætter bindende mål for reduktioner af udledninger af drivhusgasser.

– Vi vil gerne være en del af løsningen på de globale klimaudfordringer og være med til at sikre, at vi får den globale opvarmning begrænset til de 1,5 grader, siger administrerende direktør Kristian Durhuus i en pressemeddelelse.

Vejen dertil går gennem en elektrificering af færgedriften i hele landet. Der er bygget en elfærge til Fanølinjen, og på et værft i Tyrkiet bliver der lige nu bygget helt nye elfærger til Samsølinjen og Alslinjen. På Øresundslinjen sejler der allerede færger med nogle af verdens største batterier, og på Bornholmslinjen og på Kattegat arbejder rederiet også med en fremtidig elektrificering. Der er flere teknologier i spil til at gøre de store hurtigfærger grønne, fortæller Molslinjen, der blandt andet har købt sig ind i firmaet Watts Up Power, som har udviklet et mekanisk batteri med svinghjul.

– Vi har sat et meget ambitiøst mål, hvor vi ønsker en helt emissionsfri drift senest i 2040. Derfor har vi tilsluttet os Science Based Targets initiative for at få deres godkendelse af vores arbejde. Skal vi lykkes med at være et forbillede for færgerederier i verden, så skal vi være innovative og sætte meget ambitiøse mål for os selv, siger Kristian Durhuus.

Dansk Erhverv beskriver SBTi som et non-profit initiativ, der fokuserer på et tæt samarbejde mellem virksomheder og klimaeksperter for at sikre, at virksomhedens klimamål stemmer overens med klimavidenskaben. Bag initiativet står blandt andre FN-netværket Global Compact og WWF – Verdensnaturfonden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT