Det er kaptajnens beslutning
Når forsinkelser på toget gør, at passagerer risikerer at misse færgen i Ystad, så siger Jesper Maack, at Bornholmslinjen ikke ved det, medmindre man får besked, enten af togpersonalet eller passagererne selv.
– Den, der er forsinket, meddeler det. På en eller anden måde skal vi have beskeden, siger Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef.
Hvordan det rent praktisk skal foregå, er en anden sag. Rederiet vil helst ikke begynde at lave procedurer for andre operatører, fortæller Jesper Maack. Til gengæld har han selv oplevet at blive ringet op af en gruppe passagerer, som sad i toget til Ystad og kunne se, at de ville ankomme til stationen, lige som færgen sejlede.
– Så ringede jeg til driften i Rønne, og så ventede vi. Såvidt jeg husker, var det dagens sidste færge, og det gør jo en forskel. Så har vi en udstrakt forpligtelse, siger han.