Frygt for uheld: Påkørsler bliver mere alvorlige

Frygt for uheld: Påkørsler bliver mere alvorlige
Nu er tiden kommet til, at man skal være ekstra forsigtig på vejene. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | 2. APR • 19:00
TRAFIK | 2. APR • 19:00

Opsætningen af hegn presser dådyrbestanden, som vokser i disse år. Derfor opfordrer to lokale eksperter trafikanterne til at køre ekstra forsigtigt.

Vi er lige skiftet til sommertid, og temperaturerne stiger. Det betyder, at rå- og dåvildt begynder at bevæge sig mere rundt fra det ene skovstykke til det andet omkring skumringstid. Det siger Orla Hansen, der sidder i Jægerforbundets hovedbestyrelse. Han er med i den gruppe af jægere, der hjælper Dyrenes Beskyttelse, når der er sket påkørsler af dyr, eller hvis et dyr eksempelvis sidder fast i et hegn.

Det sker mere end en gang dagligt på Bornholm, siger han. Orla Hansen har desuden bemærket en stigning i antallet af dåvildt på Bornholm, og det bekymrer ham. Han bor på en landejendom udenfor Olsker og har 100 stykker dåvildt gående alene på sin egen grund.

– Bestanden stiger, samtidig med at der sættes flere og flere hegn op. Det giver mindre føde, og det presser dyrene ud et sted, hvor de ikke kan lure, om der kommer biler. Påkørslerne er måske ikke steget i antal, men de er blevet mere alvorlige, siger Orla Hansen.

Det bekræfter Kim Ejlif Rasch Pedersen. Han er koordinator for schweissjægerne på Bornholm, og han har også noteret en stigning i antallet af dåvildt. En schweissjæger har en hund, der er specielt uddannet til at opspore såret vildt.

– Jeg har en forventning om, at bestanden er oppe på den anden side af 2.000 i dag, siger Rasch Pedersen, men understreger samtidig, at det er hans egen personlige vurdering.

Den lokale hjortevildtgruppe anslår, at bestanden ligger på mellem 1.200 og 1.400 dyr.

Nye jagttider på vej

En kollision med et dådyr kan ikke sammenlignes med et rådyr, siger Kim Ejlif Rasch Pedersen.

– Hvis det er råvildt er det en 30-40 kilos model maximum, men hvis det er en dåhjort, så er den 120-150 kilo tung. Og når først de bestemmer sig for at løbe over en vej eller forfølge en flugtrute, så stopper de jo ikke. De løber ind i cyklister, motorcyklister og biler, og sådan et sammenstød kan helt sikkert godt gøre skade, siger Kim Ejlif Rasch Pedersen. Han opfordrer derfor alle typer trafikanter til at udvise ekstra påpasselighed, når de kører gennem skovområder.

Orla Hansen maner ligeledes til forsigtighed ved færdsel i områder med skov på begge sider af vejen.

– Der er uhyggeligt mange dådyr på Bornholm efterhånden. Og det betyder at påkørslerne bliver mere alvorlige, siger han.

Grunden til, at dåvildtbestanden stiger, er, at der stort set ikke er jagttid på dåvildt i Danmark. Men her er der lys forude, hvis man bor på Bornholm. Det nationale vildtforvaltningsråd kigger i øjeblikket på at udvide jagttiden specifikt på Bornholm. I februar blev jagttiden på dådyrkalve desuden fordoblet fra 14 dage til en måned, og hvis alt går, som de lokale jægere forventer, vil det formentlig blive tilladt at regulere voksne dådyr i en begrænset periode fra 2026.

De trin, skal du følge

Har du påkørt et dyr, skal du følge disse fire trin:

Stands bilen så hurtigt, som forholdene tillader det, og gå til fods tilbage langs vejkanten for at finde det sted, hvor dyret ligger, eller hvor det forsvandt.

Marker stedet tydeligt og find ud af, hvor du er: vejnavn, husnummer, nummer på kantpæl eller anden præcis angivelse.

Ring til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812 og beskriv, hvad der er sket, og hvor du er.

Hav telefonen tændt de kommende timer, hvis du har mulighed for det, så schweisshundeføreren kan ringe til dig, hvis der er brug for flere informationer.

Kilde: schweiss.dk



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT