Det synes højsæsonens kunder om Bornholmslinjen

Det synes højsæsonens kunder om Bornholmslinjen
En officiel undersøgelse viser, at passagererne har været tilfredse med Bornholmslinjen i højsæsonen. Arkivfoto. Henrik Nielsen
NYHED | 29. AUG 2023 • 11:11
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
29. AUG 2023 • 11:11

Transportministeriet glæder sig over, at kunderne er tilfredse med Bornholmslinjen.

Kundernes tilfredshed med færgebetjeningen til og fra Bornholm er højere for sommeren i år end samme periode sidste år. Det fortæller Transportministeriet i en pressemeddelelse. Baggrunden er en måling af kundetilfredsheden i højsæsonen.

– Bornholmslinjen er afgørende for, at det bornholmske øsamfund kan fungere. Det er derfor glædeligt, at færgebetjeningen møder tilfredshed blandt kunderne. Færgefarten er med til at binde Bornholm tættere sammen med resten af landet, og derfor er det også vigtigt, at færgebetjeningen lever op til brugernes forventninger, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.

Tilfredsheden blandt rederiets kunder måles jævnligt på fem parametre, og moderselskabet Molslinjen kan ifølge kontrakten med Transportministeriet pålægges en bod, hvis kundernes tilfredshed er lav. Da kundetilfredsheden generelt har været god, pålægges rederiet ikke en bod på baggrund af højsæsonen 2023, fremgår det.

De fem parametre er færgerejse alt i alt, personlig betjening, rengøring og vedligeholdelse, færgen og adgang til færgen samt information og billetkøb. Kunderne vurderer deres tilfredshed på en skala fra 1 til 5, og er gennemsnittet under 3,5 for et kriterie, pålægges rederiet en bod.

Spørgeskema via mail

Bag undersøgelsen står Analyse Danmark, der får sine data fra en onlineundersøgelse, som alle passagerer på både Ystad-ruten og Køge-ruten inviteres til at besvare via en mail. Analyse Danmark har dagligt modtaget en fil fra Molslinjen med en liste over passagerer fra den foregående dag. Disse har samme dag modtaget en mailinvitation med link til et spørgeskema. Metoden er valgt for at kunne invitere så mange passagerer som muligt så hurtigt som muligt efter rejsen.

Den konkrete undersøgelse af højsæsonen er gennemført i perioden 2. juli til 8. august 2023. 109.447 passagerer er inviteret til at deltage. 9.667 har gennemført undersøgelsen. Det svarer til 8,8 procent. Derudover er 1,6 procent begyndt på spørgeskemaet uden at fuldføre det.

Om undersøgelsen

Spørgsmålene i tilfredshedsundersøgelsen er blevet besvaret på en fempunktsskala.
1: Meget utilfreds
2: Utilfreds
3. Hverken/eller
4: Tilfreds
5: Meget tilfreds

Færgerejse alt i alt

I alt: 4,3
Ystad: 4,2
Køge: 4,4

Personlig betjening
I alt: 4,1
Ystad: 4,1
Køge: 4,3

Rengøring og vedligeholdelse
I alt: 4,2
Ystad: 4,1
Køge: 4,4

Færgen og adgang til færgen
I alt: 4,0
Ystad: 3,9
Køge: 4,0

Information og billetkøb
I alt: 4,1
Ystad: 4,1
Køge: 4,2

Antal besvarelser
I alt: 9.667
Ystad: 8.992
Køge: 675

Kilde: Kundetilfredshed Bornholmslinjen Højsæson 2023



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT