De har kørt mere end én million kilometer: Nu bliver de skrottet

Bussen blev løftet op på blokvognen af en kranbil. Video: William Sonne Kaalø
NYHED | ABONNENT | 23. JAN 2024 • 15:33
NYHED | ABONNENT
23. JAN 2024 • 15:33

BAT skrottede tirsdag to busser, der hver især har mere end én million kilometer på bagen. Det er første skridt på vejen til at udskifte den aldrende busflåde.

Tirsdag den 23. januar 2024 bliver en nostalgisk en af slagsen for Gustav Danholt.

– Jeg har været så længe i firmaet, at jeg var med til at modtage busserne, da de kom som nye.

Dengang, i 2012, var han buschauffør. Nu er han værkstedskoordinator med det daglige ansvar for at holde BAT's værksted - og selskabets busser i øvrigt - kørende. Det sidste har dog været en udfordring, da en stor del af busflåden er slidt ned, fortæller han. Derfor blev to af BAT's busser tirsdag kørt afsted på en blokvogn til skrot. Mere end én million kilometer har de hver især kørt - ligesom 24 af de i alt 30 busser i gennemsnit har kørt 1,2 millioner kilometer på Bornholm siden de kom til øen.

BAT-bus 758 klar til afgang mod skrotpladsen. Foto: William Sonne Kaalø

– Vi skal have dem kørt væk, fordi de er udtjente. De kan ikke klare presset længere. Vi kører mange kilometer og, ja, ting har en udløbsdato, og nu starter vi med at få et par stykker væk, siger Gustav Danholt, der tilføjer:

– Det er første gang, vi rent fysisk skrotter busser på den her måde.

En stor kranbil med kranfører er tirsdag ved middagstid derfor i gang med at løfte bussen over på en blokvogn. Bussen kan nemlig ikke køre op på vognen af egen kraft, da værkstedet forinden har fjernet motoren til brug for reservedele. Bussen vejer, mens den bliver løftet de få meter, cirka 10 ton, oplyser Gustav Danholt, der tager et par billeder af seancen.

BAT's trafikchef, Niels Rasmussen, oplyser til Tidende, at de to busser kan skrottes nu, da BAT har lejet fire busser til at køre på de bornholmske ruter. Gustav Danholt supplerer:

– Vi har en overgangsperiode, hvor vi er nødt til at leje busser, fordi det har lidt udsigter at få hele busflåden skiftet ud. Men vi gør, hvad vi kan for at holde tingene kørende, siger han.

En del af BAT's busflåde. Foto: William Sonne Kaalø

Men det her er vel også et symbol på, at der nu sker noget nyt?

– Absolut. Vi kigger jo ind i, at vi snart får nye elbusser.

I første omgang er der dog kun udsigt til, at fire nye elbusser kommer i drift i 2024. De næste fem emissionsfrie busser ser ud til at blive leaset og leveret i 2025, som aftalt af kommunalbestyrelsens budgetforligspartier, som også har sat penge af til at leje reservebusser i den periode, hvor de emissionsfrie busser indfases. Den plan kan dog nå at ændre sig, ligesom at en tidligere beslutning om køb af elbusser er blevet annulleret i forbindelse med budgetlægningen.

Indtil busserne bliver leveret må Gustav Danholt og de øvrige mekanikere på BAT-værkstedet på Industrivej i Rønne holde de resterende busser kørende.

Gustav Danholt fulgte dagens begivenheder tæt. Foto: William Sonne Kaalø

Er det svært at holde busserne kørende?

– Jeg må sige det sådan, at vi har bornholms bedste mekanikerteam. De arbejder utrolig hårdt. Ja, det er en udfordring at holde dem kørende, erkender Gustav Danholt.

Imens er den gule bus med nummeret 758 nu blevet surret fast til blokvognen. Lastbilen sætter i gang, og mens vogntoget forlader parkeringspladsen bag værkstedet har flere BAT-medarbejdere taget opstilling for at forevige bussens sidste rejse til skrotpladsen på Snorrebakken.

Gustav Danholt taler med en kollega om situationen. Foto: William Sonne Kaalø

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT