Skiltene er dynamiske og lyser op med beskeder i begge retninger ved hjælp af sensorer. Hvis man som bilist vender om, møder man fire skilte, der tydeligt signalerer, at det er den forkerte vej, man kører, og de der kører den rette vej på motorvejen, bliver samtidig mødt af to skilte, der advarer om, at der kan komme en bilist kørende i den forkerte retning.
– Med skiltene forsøger vi at gøre spøgelsesbilister opmærksomme på situationen, så de agerer på en måde, der reducerer faren i trafikken. Og samtidig advarer vi andre bilister om en ubehagelig situation, da det jo er endnu farligere at møde en spøgelsesbilist, hvis man ikke er forberedt, siger Jopas Wulff.
Vend ikke om
Man må aldrig vende om eller bakke på motorvejen, heller ikke selvom man kun lige har misset den sidste afkørsel. I stedet skal man køre videre, og kontakte personalet ved betalingsanlægget.
– Vores personale hjælper gerne døgnet rundt, hvis du er kørt forkert, og guider dig til en sidevej, så du kan forlade betalingsanlægget. Mange bilister ved det godt og kontakter betalingsanlægget, men der er desværre også nogle, der hurtigt vælger at vende om og køre tilbage ad motorvejen mod kørselsretningen i stedet for, siger Jopas Wulff.
Øresundsbroen oplyser, at det er hver uge, at trafikcentralen opdager spøgelsesbilister og slår alarm hos politiet. Hvis det ender godt, standser bilisten af sig selv eller bliver gjort opmærksom på situationen af andre, inden der sker en ulykke. Men det kan i værste fald ende med en ulykke. Når de dynamiske skilte aktiveres, får trafikcentralen yderligere en hjælp til at overvåge trafikken.
– Sikkerhed er meget vigtigt for os, og derfor er vi landet på denne løsning med dynamiske skilte. Det er glædeligt, at skiltene har en positiv effekt og bidrager til en mere sikker forbindelse, siger Jopas Wulff.