Regionskommunen har nu givet tilladelse til, at der kan etableres 24 nye ladestandere til elbiler på Bornholm. Tilladelserne er givet til de to kommercielle virksomheder Clever og E.ON, og de bliver placeret 12 forskelilige steder fordelt over det meste af øen. Det oplyser forperson for natur-, miljø- og planudvalget, Helle Munk Ravnborg.
Der vil især blive tale om typen ac-ladere på 11-22 kilowatt, og en enkelt dc-lader, altså en hurtiglader på 50 kilowatt med placering i Svaneke. Med opladning på en ac-lader kan man typisk få 200 kilometers kørsel efter 2,5-5 timers ladning, mens dc-laderen på 50 kilowatt typisk kan give 200 kilometer på 30-60 minutters opladning, oplyser regionskommunen.
– Det er meget positivt, at der er flere ladestandere på vej til Bornholm. Det viser, at vi sætter handling bag vores grønne ambitioner. Jeg håber, at de første ladere er sat op inden sommer, lyder det fra Helle Ravnbog.