Hvad bliver næste skridt i Aakirkebys områdefornyelse? Det er spørgsmålet, når der tirsdag den 11. maj er borgermøde om kommende tiltag i forbindelse med byens områdefornyelse. Mødet foregår både digitalt og ved fremmøde i Aakirkebyhallerne.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
På mødet vil medarbejdere fra regionskommunen, konsulenter og repræsentanter fra foreningslivet dele deres tanker for den fortsatte byudvikling i Aakirkeby. Præsentationerne er interaktive, så man løbende kan tilkendegive sin mening ved brug af sin smartphone. Til sidst vil der være mulighed for at stille spørgsmål og komme med input.
– Det er længe siden, vi har kunnet samle borgerne til en drøftelse af den videre udvikling. Der er flere interessante forslag til nye projekter, og jeg glæder mig til at se, hvordan forslagene bliver taget imod. Jeg vil stærkt opfordre alle til at afsætte tid i kalenderen til dette vigtige møde, siger projektleder og landskabsarkitekt i kommunens planafdeling Mugen Adler i pressemeddelelsen.