Førtidspension til unge slår rekord

Førtidspension til unge slår rekord
Borgere, der ikke er i stand til at arbejde, skal parkeres et andet sted. Arkivfoto: Berit Hvassum
SUNDHED | Onsdag 10. juli 2024 • 13:56
Af:
Susanne Anette Andersen
Mads Petersen
Ritzau
SUNDHED | Onsdag 10. juli 2024 • 13:56

Ny stigning i yngre førtidspensionister illustrerer ifølge forsker, at mange danskere ikke er i stand til at arbejde og reelt må parkeres et andet sted.

Stadigt flere unge og yngre kommer på førtidspension. Faktisk er tallet steget uafbrudt de seneste 65 måneder i træk.

I juni blev der sat endnu en rekord på landsplan, da 38.094 personer under 40 år modtog førtidspension. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Mads Moberg Reumert, cheføkonom i Danica Pension, kalder det for "en voldsom stigning", og han frygter, at toppen endnu ikke er nået.

– Tilgangen til førtidspension var i 2023 på et meget højt niveau - ikke mindst blandt kvinder under 40 år.

– Selv om tilgangen i år er faldet en smule sammenlignet med niveauet sidste år, er det fortsat et ganske højt niveau i førtidspension blandt unge, siger han.

Nicoline Rosenlund, sundhedschef i Sampension, kalder udviklingen for "trist".

– Det er først og fremmest ulykkeligt for den enkelte, der i en tidlig alder bliver førtidspensioneret.

– For samtidig ved vi, at udsigterne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet fra en førtidspension absolut ikke er gode, siger hun.

Halvdelen af de personer under 40 år, der får tilkendt førtidspension, får det på baggrund af en psykisk lidelse.

Det er en klart højere andel end for 10 år siden, hvor det var omkring 40 procent.

Stigningen i antallet af yngre førtidspensionister er sket på trods af en reform af førtidspensionen i 2013, der skulle sænke antallet markant.

I stedet for pension skulle de unge i ressourceforløb for at få flere i gang med et job eller en uddannelse.

Men operationen er mislykkedes, siger forskningsprofessor Anders Holm fra Rockwool Fonden.

– De, der kom i fleksjob, kom ikke for alvor i arbejde bagefter. Mange kommer slet ikke ind i ordningen, fordi systemet nok har opgivet at få dem ind, siger han til Ritzau.

Han peger på, at den aktuelle højkonjunktur gør det let for jobcentrene at få folk i job.

Så de, der ikke magter et job, søger i stedet væk fra dagpenge, som er det mest lukrative, og over på andre ordninger som sygedagpenge og førtidspension.

– For der er overraskende mange, der er ekstremt syge, Jeg troede engang, at det handlede om at give dem et kærligt skub. Men der er mange folkepensionister, der har et bedre helbred end førtidspensionister under 40 år, siger han.

– Reformen virkede ikke, og den kommer ikke til det. Arbejdsmarkedet i dag er et meget mere effektivt sted end for 30 år siden, hvor der var flere job, hvor man kunne gå og dukke sig lidt. Men de job findes ikke mere.

Tanken om nogle lidt blødere "fejejob", hvor kravene ikke er så store, mener han ikke fungerer i 2024.

De seneste år har antallet af førtidspensionister samlet set nået det højeste niveau i mere end 10 år.

I alt var 260.000 personer i den erhvervsaktive alder på førtidspension i starten af 2024. Det svarer til 242.000 fuldtidspersoner, flere end der bor i Aalborg Kommune.

– Er man først kommet på førtidspension, er chancen, for at man kommer tilbage på arbejdsmarkedet, meget lille. Derfor er det uholdbart, at så mange mennesker på den måde bliver parkeret på offentlig forsørgelse, indtil de skal på folkepension, siger Kim Møller Laursen, beskæftigelsespolitisk chefkonsulent hos organisationen Lederne.

– Der er naturligvis nogle, som af forskellige grunde slet ikke kan arbejde. Dem skal vi som samfund tage hånd om og prøve at give en anstændig tilværelse. Men vi skal samtidig gøre, hvad vi kan for at forhindre, at flere end højst nødvendigt placeres uden for arbejdsmarkedet alt for tidligt, siger han.

Mange bornholmere på førtidspension

En analyse fra Lederne viser store kommunale forskelle på antallet af førtidspensionister fra hver tiende borger til under fem procent.

Tidligere på måneden kunne Tidende fortælle, at 11,7 procent af alle bornholmere mellem 16 og 66 år modtager førtidspension. Det placerer Bornholm som nummer to blandt de kommuner, der har flest borgere på førtidspension.

I efteråret sidste år kom det desuden frem, at Bornholm har den største andel af unge voksne på førtidspension. En ud af 100 bornholmere mellem 18 og 39 år var således på førtidspension på daværende tidspunkt, og den andel var mere end en halv gang højere, end den var for nummer to på listen over danske kommuner.

Målet var at lukke for førtidspension til unge

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet præsenterede i 2012 en reform af førtidspensions- og fleksjobområdet.

Det skulle være slut med, at unge faldt ud af arbejdsmarkedet og endte på førtidspension.

I praksis blev der lukket ned for førtidspensionen til unge mellem 18- og 39 år.

Reformen gav, da den trådte i kraft i januar 2013, et hurtigt dyk i antallet af unge i aldersgruppen, der blev tildelt førtidspension.

Siden steg antallet af unge førtidspensionister igen og har gjort det stort set uafbrudt siden.

38.094 under 40 år modtager i dag førtidspension, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Kilder: Folketinget og Styrelsen for Beskæftigelse og Rekruttering

FÅ ABONNEMENT