William Koch oplyser, at det allerede fra hans tiltræden i september 2021 har været planen at finde en ny base for Nordbornholms ambulanceberedskab.
Klemensker er smart
– Vi vil gerne derfra, fordi det er et sted, som bærer præg af, at vi er ved et gammelt siloanlæg, og vi vil gerne kunne tilbyde vores medarbejdere nogle bedre forhold. Vi har været på udkig efter et andet sted siden da. Det har ikke været givet, at det fortsat skulle være i Klemensker, men det var den placering, vi prioriterede. Klemensker er smart for os på den måde, at der er udfaldsveje i alle retninger, siger William Koch.
Søgningen efter nye lokaler stoppede ved Køkkengården, som var en virksomhed, der gik konkurs i 2013. Køkkengården-bygningerne har siden 2014 været ejet af nabovirksomheden, Bornholms Andelsmejeri.
– Vi har haft en god dialog med mejeriets direktør, Per Olesen, og det har resulteret i, at vi nu lejer os ind i den del af Køkkengården, som vender ind mod Klemensker Børnehus. Jeg har kun stor ros til mejeriet, som lejer nogle meget lækre lokaler ud til os. Vi får blandt andet en opvarmet garage til ambulancen. Der mangler dog stadig noget i renoveringen, før vi kan flytte ind. Vi regner med, at der bliver en måneds tid, siger William Koch.